rhiger32.jpg

Der er metastaser i det modermærke vi fjernede fra højre side af din lænd.

Omskrevet:
Der er modermærkekræft i det fjernede modermærke.

DET var beskeden den 16. marts 2016 fra overlægen på Plastikkirurgisk Afdeling på Kommunehospitalet i Aarhus.

Men, det var ikke der at det hele startede


21. januar 2016 fik jeg på Regionshospitalet i Viborg fjernet højre testikel, efter at den havde løsnet sig fra sin fastsyning i bunden af pungen.

Fastsyningen skete 18. marts 2015 på Viborg Privathospital efter års besvær hvor den konstant smuttede op i lyskekanalen (og jeg kan hilse og sige, at det ikke er en behagelig følelse).

Forud for operationen på Viborg Privathospital var en forundersøgelse i klinikken den 13. marts. Operationen foregik via bunden af pungen for først at kappe den muskel testiklen sad fast i, og dernæst sy den fast til bunden.

Grunden til at det foregik på privathospital var, at det offentlige ikke kunne overholde sin behandlingsgaranti med hensyn til tid.

Fastsyningen holdt ikke, og testiklen begyndte efter godt et halvt år "sit eget liv" til besvær.

Efter en ny forundersøgelse på Regionshospitalet i Viborg den 23. november 2015 blev det derfor besluttet, at testiklen skulle fjernes, og at det skulle ske via lyskenen i højre side.

Operationen medførte større blod- og væskeansamling mellem ydre og indre operationsar.
Det var til besvær, og jeg var til check på Regionshospitalet natten mellem den 31. januar og 1. februar efter henvisning fra Lægevagten.

Den 4. februar var det stadig til stort besvær, men egen læge mente, efter at have jeg havde været derovre en tur om formiddagen, at det ville fortage sig igen helt af sig selv.
Den 4. februar ved sengetid opdagede jeg, at operationsarret havde åbnet sig på grund af trykket indefra (blod ud over det hele i underbenklæderne).

Blev, efter en snak med Lægevagten, i ambulance kørt til Regionshospitalet i Viborg, hvor jeg blev indlagt.
Her blev foretaget ultralydsscanning m.v., samt fysisk tømning af blodansamlingen.
Blev udskrevet med besked om, at jeg/vi nu skulle holde nøje øje med hvordan det hele artede sig.

Samtidig med alt dette havde jeg gennemgået et 65.000 km's eftersyn hos egen læge. Blodprøver for kolestorol, nyre- og leverfunktion, blodprocent, iltning m.v. blev taget, og jeg skulle til samtale om resultaterne den 25. februar 2016.

I dagene forud for denne samtale havde Inge påpeget, at et modermærke på højre side af lænden var begyndt at se lidt anderledes ud - og at jeg burde nævne dette for lægen.
Nævnt blev det. Han mente også at modermærket så mistænkeligt ud (vidste, at ventetiden for at komme til hudlæge i Silkeborg var MEGET lang, og ringede derfor direkte til hudlægen for at få en tid til konsultation).

3 timer efter lægebesøget stod jeg så med en seddel fra hudlægen, som fortalte, at jeg havde en tid til operation den 2. marts hos Plastikkirurgisk Afdeling på Kommenuehospitalet i Aarhus.

Plastikkirurgisk Afdeling henviste mig, ud over at operere mig den 2. marts, til Køns- og Hudsygdomsafdelingen på Marselisborg Hospital da de fandt antallet af modermærker, især på overkroppen, alarmerende stort.

16. marts fik jeg så det nedslående svar på analysen af det bortopererede modermærke.
Fik samtidig en tid til yderligere operation den 23. marts, hvor man ville skære både længere ud og dybere ned end da modermærket blev fjernet.

Jeg ville til en begyndelse få indsprøjtet et let radioaktivt sporstof omkring det eksisterende operationsar, og derefter lagt i en specialscanner for at finde ud af, hvilke(n) lymfeknude(r) der modtog lymfevæske fra operationsområdet.
Fik indsprøjtningerne, blev lagt i scanner, blev i lokalbedøvelse yderligere opereret i lænden, derefter lagt i fuld narkose og 2 lymfeknuder i lysken fjernet.


Min ryg er "overbroderet" med modermærker. Det der blev fjernet på Marselisborg Hospital er det mørke midt i cirklen.

Fik indkaldelse til modermærkeundersøgelse på Køns- og Hudsygdomsafdelingen på Marselisborg Hospital den 31. marts.
Blev undersøgt, og lægen spottede et mistænkeligt modermærke midt på ryggen. Spurgte, om jeg kunne komme igen dagen derpå, altså den 1. april, for at få modermærket fjernet.
Som foreslået, så gjort. Fik den 1. april, i lokalbedøvelse, fjernet modermærket midt på ryggen med efterfølgende besked, at de ville henvende sig med analyseresultatet hvis der ikke var noget mistænkeligt - ellers indkalde mig til samtale, såfremt der var noget mistænkeligt.
Jeg blev samtidig skrevet på en liste til en "Photofinder-undersøgelse" - en undersøgelse, hvor hele kroppen bliver fotograferet på en bestemt måde, således at man umiddelbart ved en efterfølgende, tilsvarende fotografering, kan spotte forandringer.
Fotograferingen skal finde sted den 19. august 2016 kl. 1110.

Den 8. april var jeg indkaldt til opfølgning, og for at få resultatet af analyserne på det væv og de lymfeknuder, der blev udtaget den 23. marts.
Svaret var 100% positivt, forstået på den måde, at der ikke var noget mistænkeligt i det udtagne materiale. Da så lægen midt under vores samtale, pludselig også kunne ses vævsprøveanalyseresultatet på det modermærke der blev fjernet på Marselisborg Hospital den 1. april, og der heller ikke i det materiale var noget mistænkeligt - jamen, så blev fredag den 8. april en rigtig god dag.

Inge og jeg har siden da, den 21. april, været til et info-møde på Plastikkirurgisk Afdeling, et info-møde under overskriften "spot forandringer, og hvordan man beskytter sig fremover".

Man kan nu, efterfølgende, sige, at det har været held i uheld, at operationsarret fra testikeloperationen åbnede sig. Det gjorde at der kom fokus på at undersøge operationsarret og omkringliggende områder dagligt i en længere periode, som så resulterede i, at Inge spottede forandringer i et modermærke.
Det gjorde, at forandringen blev spottet så betids, at yderligere foranstaltninger som kemo og stråler ikke kommer på tale.


Datosekvens:
  • 13. marts 2015: Forundersøgelse Viborg Privathospital.
  • 18. marts 2015: Fastsyning af testikel på Viborg Privathospital.
  • 23. november 2015: Forundersøgelse på Regionshospitalet i Viborg.
  • 21. januar 2016: Testikel fjernes på Regionshospitalet i Viborg.
  • 4. februar 2016: Indlægges Regionshospitalet i Viborg med operationsar, som har åbnet sig.
  • 25. februar 2016: Konsultation hos egen læge, der henviste til hudlæge samme dag.
  • 25. februar 2016: Hudlæge henviste straks til operation i Aarhus.
  • 2. marts 2016: Mistænkeligt modermærke bortopereres i Aarhus.
  • 2. marts 2016: Afdelingen henviser til yderligere undersøgelse på Marselisborg.
  • 16. marts 2016: Resultat af vævsanalyser: Der er metastaser i modermærket.
  • 23. marts 2016: Fjernelse af yderligere væv ved modermærket, samt fjernelse af 2 lymfeknuder.
  • 31. marts 2016: Undersøgelse på Marselisborg.
  • 1. april 2016: Fjernelse af mistænkeligt modermærke på Marselisborg.
  • 8. april 2016: 100% frikendt.
    Der er ikke tegn på vævsforandringer i nogen af de nu analyserede vævsprøver fra det ene eller andet modermærke, eller lymfeknuderne.

Efterfølgende kontroller på Plastickirurgisk (hvor man koncentrerer sig om kirtler/knuder med eventuelle celleforandringer) og Marselisborg (komplet udvendig undersøgelse for at spotte eventuelle nye, mistænkelige modermærker):

  • ?? juli 2016
    Opfølgende kontrol på Plastickirurgisk.
    100% frikendt
  • 19. august 2016.
    Photofinderundersøgelse på Marselisborg.
    Hele kroppen overfladisk gennemfotograferet efter bestemt mønster - så har man referencemateriale.
  • 9. januar 2017
    Opfølgende kontrol på Plastickirurgisk
    100% frikendt
  • 20. februar 2017
    Photofinderopfølgning på Marselisborg.
    100% frikendt.
  • 17. juli 2017
    Opfølgende kontrol på Plastickirurgisk
    100% frikendt
  • 10. januar 2018
    Opfølgende kontrol på Plastickirurgisk
    100% frikendt.
  • 12. januar 2018
    Photofinderopfølgning på Marselisborg
    100% frikendt.

 


Danmarks Radio DR1, bragte tirsdag den 3. maj 2016 i Sundhedsmagasiet en 24 minutter lang udsendelse om modermærkekræft.

Kan ses her.

stormflodsstanderhoejer.jpg