rhiger10.jpg

Ferie i det sydøstlige Sverige sommeren 2001

FOTO: Kig ud gennem bevoksningen fra sommerhuset - der er vand derude.


I slutningen af februar begyndte planlægningen af årets sommerferie.

Vi startede med at sende forespørgsler til flere campingpladser i Blekinge, og fandt så firmaet Stugformedling, som er et af flere firmaer der står for udlejning af sommerhuse i det sydlige Sverige.

Alle forespørgsler til campingpladser blev herefter annulleret.
Stugformedling havde et passende udvalg, og ud fra nogle opstillede kriterier fik vi nogle valgmuligheder stillet til rådighed i den uge – uge 31 – vi havde peget på.

FOTO: Bedre perspektiv - der ER vand derude!


Det endte dog med at blive en lang ”forhandling”, da det sommerhus vi ønskede os, tillige var underlagt et tysk udlejningsbureau.

Først da vi havde passeret den 1. maj havde vi vished for at vores ønske blev til virkelighed.

Vi havde lejet et sommerhus i den sydøstsvenske skærgård umiddelbart sydøst for byen Rönneby (på strækningen mellem Karlshamn og Karlskrona), nærmere bestemt på en landtange kaldet Garnanäs.

Huset lå 75 meter fra havet og var på 40 m². Indrettet med 4 sovepladser, og så var det komfur, køleskab og fryser.

FOTO: Ubåd i havnen i Kalmar


Oven i det hele var der egen bådebro, hvor der lå en jolle til fri disposition, hvortil motor kunne lejes mod ekstra betaling.

Da huset lå helt ud til skærgården, hvad var så mere naturligt, end at tage et par kajakker med?

Det blev til at vi lejede et par havkajakker hos ”Center for Klatring og Vildmarksliv” i Silkeborg, et par Hasle Explorer i blå plast.

Samson blev ”afsat” til Lissa, huset derhjemme overladt til håndværkere (så vi kunne få nyt tag påhuset på Ørnsøvej), og så drog vi af sted allerede onsdag i uge 30 med retning mod Snekkersten for at besøge familien i et par dage.

Det blev til alt det færgesejlads man kunne, idet vi startede med at tage katamaranfærgen Mads Mols fra Århus til Odden, og derefter færgen fra Rørvig til Hundested.
Det gav os så mulighed for at besøge Inge´s moster og onkel i Frederiksværk over en kop eftermiddagskaffe.

Inden vi tog hjemmefra havde vi besluttet, at dagene i Snekkersten bl.a. skulle bruges til at komme ind til København for at se Christiania,

FOTO: Vores sommerhus i en uge


hvor ingen af os tidligere havde været, besøge Tenna´s foretrukne forretning, ”Tracks”, og – hvis der var tid til det – besøge Dyrehavsbakken.

Det blev til at vi torsdag tog ind til Dyrehavsbakken, og fredag først "Christiania" og dernæst "Tracks".

Tenna fik sin fødselsdagsgave på Christiania, og Carlo et middel til at beskytte hovedet mod solstråler og regn i Tracks. Onsdag, torsdag og fredag var med temperaturer i nærheden af de 30.

01sverige04.jpg