slalom3.jpg

Krakow 2013 - dag 1

FOTO: Afgangshallen i Billund lufthavn.


Tirsdag den 4. juni 2013

Oprindelige afgangstidspunkt fra Billund var kl. 0640 med ankomst Krakow kl. 0815, men det kom der en ændring på den 2. april - så nu skulle vi ikke længere op før en vis herre fik sko på.

Fly fra Billund kl. 1045 med ankomst til Krakow kl. 1220 (blev afgang kl. 1035 da alle passagerer var på plads, og ankomst kl. 1205).

Ankommet til Krakow skulle vi finde vores lejede bil.

FOTO: Man skulle have adgangskort for at kunne åbne porten ud mod vejen. Det I ser her er derfor total afsondret fra vejen.


Udlejningsfirmaet havde en uges tid inden rejsedagen endnu en gang bekræftet lejemålet, samt spurgt til flynummer og ankomsttidspunkt.
Der var ikke nogen skranke med betegnelsen ArgusCarHire, så vi begyndte så småt at se lidt stramme ud i betrækket.

Frem med papirerne igen, nærstudere dem, kigge ekstra grundigt på skiltene ved alle udlejningsfirmaerne - men firmaet dukkede ikke op.
Det gjorde derimod Justyna Bielec fra firmaet Global Rent a Car, som havde luret at vi var meget søgende i vores attitude.

Viste sig, at ArgusCarHire var et formidlingssite, og Global det firma vi havde lejet hos (de havde heller ikke stand i lufthavnen). Vi fik klaret betalingen og lavet aftale om aflevering af bilen igen.

Her var også ændring i forhold det oprindelige.

Oprindelige reservationsbekræftelse hos Ryanair sagde afgang fra Krakow kl. 0910 med ankomst til Billund kl. 1055, som i mail af 21. maj blev ændret til afgang Krakow kl. 0850 med ankomst til Billund kl. 1035.

Vi fik udleveret en næsten helt ny blå Fiat Punto, og med hjælp fra den medbragte TomTom fandt vi gennem regntågerne fra lufthavnen til vores indkvarteringssted, hvor vi kunne checke ind kl. 1400.

FOTO: Optog i anledning af "The Tales of Krakow".


Vi kom til stedet før 1400, så vi benyttede tiden indtil da til at gå en lille tur i området i regnvejret. Det indre kompas fungerede 100%, så der gik ikke 5 minutter før vi så Wisla første gang.
Vi blev checket ind og fik vores værelse - værelse nr. 21.
Flot. Rent. Rydeligt.

Og så ud i regnen igen og en spadseretur ind på torvet / markedspladsen "Rynek Glówny" (kendt siden 1257) med markedshallen "Sukiennice" (opført omkring 1300) placeret midt på den 200 x 200 meter store plads.

Der var fest på torvet under mottoet "The Tales of Krakow".

FOTO: Kunstudstilling ved den eneste tilbageværende byport.


Optog med udklædte børnegrupper, et par riddere, en hofnar, flere kammerpiger, gymnastikpiger, bands m.v.. Det hele virkede dog noget uorganiseret, men foregik dog i tørvejr.
Vi fik en kop kaffe (første møde med kaffe a'la Krakow var skræmmende stærk og krævede sukker for at mildne smagen), og netop som vi satte kursen mod Krakows eneste bevarede del af den oprindelige bymur, som en gang har omkranset hele den gamle bydel, begyndte det selvfølgelig at regne igen. Vi havde en lille paraply med, men endte med at købe endnu sådan en "taskemodel".
Både på vej op mod centrum og på vej tilbage mod Hostel, blev vi utallige gange spontant kontaktet af hververe og chauffører fra et hav af el-drevne "City Tour" biler (plads til 6 passagerer).

Det var efterhånden blevet borgerlig spisetid, så vi søgte ind i hjertet af det gamle jødiske kvarter, hvor vi faldt over noget så atypisk som en argentinsk restaurant "Restauracja Pimiento", ul. Józefa 26.
Vi tog specialtilbuddet som bestod af 4 slags grillet oksekød, ialt 600 gram til fordeling, salat og lidt andet tilbehør og en flaske rødvin. Det blev turens dyreste måltid med 279 zloty, svarende til D.kr. 487.

FOTO: Ungernes store sæbebobler overlevede regndråberne.


Førstehåndsindtryk:
Krakow er en gammel by; første aktivitet omkring Krakow går tilbage til den ældre stenalder. Efter år 1000 blev byen hovedstad i Piasternes kongerige og samtidig bispesæde.

I 1257 fik byen købstadsrettigheder. I 1364 fik Krakow sit universitet. Krakow beholdt sin hovedstadsstatus indtil 1596, hvor den overgik til Warszawa. Området var i en årrække efter 1794 under østrigsk herredømme. Under anden verdenskrig var Krakow hovedstad i tyskernes såkaldte "Generalguvernement" og blev befriet af tyskernes besættelse af Den Røde Hær en af de sidste dage under krigen, den 18. januar 1945.

Byen har utroligt mange kirker, katedraler, domkirker, synagoger m.v. - så for mennesker med interesse for dette område forslår en uge helt sikkert ikke.

fraballon1.jpg