panoramafrakirken00.jpg

Mandag den 140915

FOTO:
Undervejs mod Esztergom kom vi forbi mange majs- og solsikkemarker - og så var der lige et par enkelte vinmarker.


Så var det tid til at forlade Györ.
Hotelværten truede med, at der den kommende uge ville være konstante dagtemparaturer på ca. 30°, så det var vist godt nok, at vi kom afsted.

Dagens destination var Budapest, hvor vi skulle have en enkelt overnatning inden flyveren til Hamborg i morgen.

Vi drog af sted med TOMTOM indstillet til at føre os til byen Esztergom ved ”Donau-knækket”.
Se den engelsksprogede WIKI om Esztergom: klik her.

FOTO: Loftudsmykningen i domkirken i Esztergom var ualmindelig flot.


Byen ligger ved Donau, som her danner grænse til Slovakiet.

Esztergom var hovedstad og residensby for de første konger af Árpáddynastiet.
Her blev István 1. født og i år 1000 kronet til konge af Ungarn.
Han lod den første katolske kirke opføre i Esztergom, og i 1189 blev landets vigtigste bispesæde knyttet til byen.

Esztergom er kendt for sin monumentale domkirke, som i sig selv er 72 meter høj, men så i tilgift ligger på en 160 meter høj klippetop. Den er bare synlig vidt omkring!

Indeni er domkirken også enestående.

Se mere om domkirken på den engelsksprogede WIKI: klik her.

 
Domkirken troner i landskabet


Bag broen, som forbinder Ungarn og Slovakiet hen over Donau, ses et af de utallige flod-krydstogtskibe som sejler på Donau.


Panoramabillede fra pladsen bag domkirken, ud over Donau (sammensat af 9 billeder)

Fra Esztergom var det meningen, at vi ville til landsbyen Zebegény på den anden side af Donau. Oven for byen skulle være et ufærdigt monument (Nationens Flag) i rå sten og metal, et trods-monument fra kunstnerens side for at ære Ungarns mange faldne under 1.Verdenskrig og for at mindes den forhadte Trianontraktat, hvor Ungarn skrumpede med 2/3.


Her et panorama-kig ud over Donau, lige over for byen Zebegény (sammensat af 12 billeder - Photoshop Elements ER nu en dejlig ting)

Det viste sig dog at være lidt besværligt, hvis vi skulle over på den anden side, så vi nøjedes med at kaste et kig derover, og satte så kursen mod Budapest og Den Store Markedshal.

Fandt en P-plads klods op og ned ad Markedshallen, og fik købt de polo-shirts til Carlo der var planlagt – og så fik Inge langt om længe sin ”Hungarian Gullasch Soup”, som smagte rigtig godt.

FOTO: Den skiltning er da "kringlet".


Tog ud til vores overnatningssted Hotel Fortuna, hvor der angiveligt skulle være fri parkering på gaden ved hotellet.
Stillede bilen, checkede ind og gik en lille tur.

Da vi kom tilbage til hotellet spottede vi en stor rød seddel som var sat fast på vores bil. Det var ikke det eneste røde, der var kommet til!
Højre forhjul var blevet forsynet med ”en klods” som det ville koste 11.500 Fts ~ kr. 275 at få fjernet igen.

Med hjælp fra receptionisten på hotellet fik vi klodsen fjernet (betaling med VISA-kort til terminal på stedet), og Carlo straks bilen flyttet over på den anden side af vejen.

Vi havde besluttet, at vi om aftenen ville ind til vores ”stam-café” fra opholdet i Budapest i 2014, Cafe Vian.
Havde fundet cafeen omtalt i ”Turen går til . . . .” og bad TAXAen køre os dertil.

Mange misforståelser kan undgås, ved at lave ordentlig research – og det havde vi ikke gjort.

Vi blev kørt til Cafe Vian; stam-cafeen hedder dog Cafe Vian Bistro og ligger kun 850 meter fra Cafe Vian har vi siden fundet ud af.
Never mind, Cafe Vian var et hyggeligt sted, aftenvejret var lunt og godt, så vi blev på Vian og fik vores aftensmad; rosastegt andebryst med kartofler, salat og stegt gåselever - det viste sig siden, at netop denne ret fik vi også serveret for godt et år siden (mange cafeer og restauranter bruger stegt gåselever som kryderi på kødretter af enhver art).

budapest.jpg