top06.jpg

Også i 2016 sprang vi "sommerferien" over med hensyn til udlandsrejse

Allerede en måneds tid efter vi var kommet hjem fra VM i kano- og kajakmaraton i Györ, Ungarn, i begyndelsen af september 2015, blev der søgt efter et egnet overnatningssted i nærheden af Beetzer See ved Brandenburg an der Havel (ca. 50 km vest-syd-vest for Berlin).

Det var her 2016-udgaven af kano- og kajakmaraton VM skulle finde sted.

13. oktober 2015 var der således reserveret overnatning i "Ferienhaus an der Regattastrecke", Fritze Bollmann Weg 37, Brandenburg an der Havel.
Se link til huset her.

FOTO: Sådan så facaden ud på vores indkvartering i Bandenburg an der Havel.


I tiden op til afgang blev der undersøgt lidt om, hvad Brandenburg kunne byde på, hvilke transportmuligheder der var ind til Berlin, samt plottet favoritsteder ind i TOMTOM, således vi kunne finde lidt rundt på egen hånd i bil.
Sse web-site fra Stadtgemeinde Brandenburg lige her.

Ligeledes blev der plottet interessepunkter ind i Google Map på telefonen, så vi let kunne finde de steder vi ville besøge i centrum af Berlin.

Søndag den 11. september 2016

Afgang fra domicilet i Silkeborg kort efter 0630. Det var lunt, og der faldt i flere omgange ganske let støvregn indtil vi var nået syd for grænsen.

Havde forud for afgang hørt, at der var "kaos" på motorvejen nord for Hamburg, og i dagene op til afgang også, at der ville komme endnu mere panik, da den ene Elbtunnel ville være lukket i 54 timer.

FOTO: Kanalen neden for Lenzer Krug var meget befærdet.


Vi havde derfor besluttet, at vi ville køre ned til og hen over Kielerkanalen, og så søge ind mod Kiel for enten at tage rute 404 ned til rute 24 øst for Hamburg, eller køre over mod Lübeck, Wissmar og Rostock for så at stikke sydover.
Det blev den første løsning, så da vi nærmede os Kiel blev TOMTOM aktiveret med ønsket om at finde frem til Lenzer Krug (se stedets web-site-beskrivelse her), hvor vi skulle have frokost.
Ned til rute 404 og rute 24 mod Berlin indtil vi ramte frakørslen ind mod Plauer See og Lenzer Krug, gik det som smurt.

Det gjorde det også videre ad de mindre, små og meget små veje indtil vi skulle dreje til venstre lige uden for "Süder Lenz". Så var der vejarbejde, broarbejde og en afspærring.
Efter lidt betænkningstid tog vi tilløb, kørte gennem afspærringen, ned ad et nyasfalteret vejstykke som om et par måneder bliver afkørsel fra motorvejen mellem Rostock og Berlin, svingede til venstre og så var TOMTOM igen meget tilfreds.

FOTO: Lenzer Krug ligger meget idyllisk placeret ved en kanal som forbinder Plauer See og Müritzer See.



Frokost/middagsmad blev det til på det idyllisk beliggende udendørs serveringsområde på Lenzer Krug.
Inge fik ragout af kokkens selvskudte vildt og vildsvin, og Carlo et par sprødstegte sandart filetter.

Hvorfor nu Lenzer Krug vil nogen spørge.
Jo, for 7-8 år siden var Carlo sammen med ca. 15 andre medlemmer fra Silkeborg Kajakklub på en sommerferietur, hvor man boede på en campingplads ned til Plauer See. Andensidste aften var man ude at spise, og det foregik på Lenzer Krug. Det var så god en oplevelse, at den måtte forsøges gentaget.
Det lykkedes. Maden var fantastisk. Beliggenheden fantastisk. Vejret fantastisk. Stemningen på stedet og ved den nærliggende badestrand også fantastisk - så hvad kan man forlange mer'?

Herefter satte vi TOMTOM til at finde vores indkvartering i Brandenburg an der Havel.

FOTO: Ikke alle veje frem mod vores indkvartering var lige fremkommelige - her en gammel, lokal vej, bestående af 2 rækker "fliser"


Hold da helt op - det blev noget af en oplevelse at køre de små 140 km.

Motorvej til en begyndelse, god landevej, mindre god landevej, landevej med vejskader, brostensbelagte bymidter og så en strækning på ca. 4 km ad noget man tror er løgn.

Høje Lindetræer til begge sider og midt mellem rækkerne af lindetræer 2 stk ca. 80 cm brede striber betonfliser med ca. 60 cm mellemrum. Vi var heldige; mødte ikke nogen modkørende trafik på stykket.

Var fremme ved feriehuset ca. 1630, og blev lukket ind ca. 1700 - vi skulle lige først finde frem til udlejeren.

Jamen, jamen - hvorfor ringede I ikke bare til ham? vil nogen spørge.

Hmm. Vi havde heller ikke mandens telefonnummer - og ville under alle omstændigheder ikke have været i stand til at ringe til ham.

Vores telefonudbyder sendte os en SMS da vi havde passeret landegrænsen.

Af den fremgik, at der fra nu af ikke var nogen dækning, da vi ikke havde tegnet en "EU-udlandpakke".
Telefonerne virkede derfor ikke før vi fandt et sted med "hotspot" og netadgang.
Det må vi se på i morgen.


Rostadion fik vi ganske kort kigget på.

Der var ved at være rigget til til Masters-klasserne til afvikling tirsdag.

Mødte et par danske Masters roere, som bestemt ikke var tilfredse med den service arrangørerne stillede til rådighed.
Det ville blive til en hel roman, hvis man her skulle gengive roernes genvordigheder.


Dagens temperatur knap 30° og helt skyfrit.

side01.jpg