top01.jpg

Turen går til Færøerne i sommeren 2018.

Inge har, siden hun i 1981 var på Island som del af Danmarks Idrætsforbunds ungdomslederdelegation til et fællesnordisk udvekslingsprojekt, sagt, at nu manglede hun bare at komme en tur til Færøerne - så havde hun besøgt alle de nordiske lande inklusive Grønland, Island og Færøerne.

Carlo på den anden side har hele tiden hårdnakket postuleret, at han da godt nok ikke gad tage til Færøerne - det havde han set tilstrækkelig til, i hvert fald fra vandsiden, i de år han var i Søværnet og sejlede fiskeriinspektion bl.a. i færøske farvande.
Og når dertil lægges, at Carlo har det rigtig dårligt i 2-3 uger efter at have været oppe at flyve, jamen så var Inges ønske ikke inden for rækkevidde!!!!

Her i huset holder vi avis, nemlig "Midtjyllands Avis" (tidligere "Silkeborg Avis") og modtager selvfølgelig også den ugentlige "dørmåtte-ugeavis", her i området med navnet "Ekstra Posten".
I begyndelsen af februar begyndte både avisen og ugeavisen af annoncere med en "Læserrejse til Færøerne".

Midt i februar så tog Carlo så lige rø... på Inge.
Carlo lavede lidt research omkring alternative rejsemuligheder.
Resultatet er blevet, at Inge flyver med rejseselskabet t/r fra Billund, medens Carlo tager Smyril Line t/r fra Hirtshals (har fået passende prisreduktion for ikke at skulle benytte et flysæde, og bruger så beløbet til at betale størstedelen af færgebilletten inklusive kahyt og forplejning). Carlo vil så ankomme til Tórshavn aftenen inden rejseselskabet kommer midt formiddag den efterfølgende dag, og tager færgen retur til Hirtshals sent om aftenen dagen inden rejseselskabet bliver vækket meget, meget tidligt om morgenen for lige at se en enkelt seværdighed inden flyafgang fra Vagar lufthavn mod Billund kl. 0930.
Carlo har oven i købet fået det arrangeret således, at han ikke skal skifte hotelværelse efter første overnatning i Tórshavn.


Således forberedt blev de sidste rejseforberedelser gjort frem mod afgang.
Bl.a. blev der reserveret parkering på overvåget P-plads i Hirtshals (der er ikke lovning på P-pladser i umiddelbar nærhed af færgeterminalen).