rhiger51.jpg

1997 - Kajaklangtur i norges tropiske sommer - intro

FORHISTORIEN

I 1994 roede vi, der er Steffen Skyum og Carlo Rhiger, størstedelen af en planlagt langtur fra Gøteborg til Oslo, en tur der af forskellige årsager måtte afbrydes i Moss.
Ved turens pludselige afbrydelse i Moss lovede vi hinanden, at vi en gang måtte tage en revanchetur.

Revanchen skulle finde sted i år i tidsrummet fra den 2. august og indtil 3 uger frem i tiden.
Strækningen skulle være fra Egersund til Oslo.

KAJAKKEN


Kajakken skulle være en K2, VKV Yoo-A-Kim, som vi lånte os frem til. En "hvadfornoget" vil mange sikkert spørge. VKV er et svensk kajakmærke, kendt for at lave kajakker af meget høj kvalitet med en meget, meget fornem finish. Yoo-A-Kim er et "slagskib". Se specifikationerne.

  • Længde 580 cm
  • Max.bredde 80 cm
  • Bredde i vandlinjen 70 cm
  • Vægt 45 kg
  • Totallastet vægt 380 kg
  • Lastrumsvolumen 230 liter
  • Cockpitåbninger 89x42 cm
  • Lastrumsåbning 96x45 cm

Yoo-A-Kim er speciel på den måde, at den udvendige bredde godt nok er 80 cm, men indvendig er bredden 51 cm. Der er altså - på det bredeste sted - et luftfyldt opdriftsrum på 14,5 cm på hver side af kajakken.
Fuldt lastet vejede Yoo-A-Kim godt 100 kg, så der var noget at flytte gennem vandet.

Producentens engelske beskrivelse:
Expedition, touring and family kayak. A very seaworthy kayak that can fit the whole family. The only kayak in Sweden that has been tested and approved by the Swedish Maritime Administration.
Included are the rudder device with a full foot pedal with a fixed heel support, stern bulk head with hatch, stowage area in the stern, carbon fibre composites in the seats, cover for center stowage area and keel support of aluminum.

Kajakken havde vi forsynet med en kraftig pumpe, først med sugeslangen i midten, siden med sugeslangen helt ude agter - det duede bare!
Måske ikke det mest tiltalende syn m.h.t. en kajak, men en "skide god" langurs- og havkajak med masser af plads og en uovertruffen stabilitet.
Måske er det historien om "den grimme ælling", hvem ved.

FORDELENE

Belært af erfaringerne fra sidste tur, fandt vi kajakken specielt velegnet til langtur på grund af den store lasteåbning, og forudanelserne viste sig at holde stik - Yoo-A-Kim var meget let at laste og losse, og det tog ingen tid. I en sædvanlig havkajak har man 2 runde dæksåbninger med en diameter på 20-25 cm som alt, både telt, sovepose, luftmadras, køkkengrej, proviant, udstyr, rotøj og "pænt tøj" skal ned gennem, indpakket i plastposer der let går i stykker på hullernes skarpe kanter. I Yoo-A-Kim kunne vi læsse 2 sportstasker ud i spidsen af kajakken, ned gennem cockpitåbningen foran. Da der intet sparkebrædt eller styr er foran, benyttedes den bagerste af sportstaskerne som sparkebrædt, og det fungerede upåklageligt. I den store åbning i midten af kajakken blev læsset en vandtæt rygsæk med 2 luftmadrasser og 2 soveposer, 2 plastkasser med proviant, udstyr og køkkengrej, en flamingokølekasse, en paddel og diverse poser med supper, landgangssko, cockpitbetræk fra foran og bagi, og en bordplade. Hullet blev lukket med et specielt cockpitbetræk af absolut vandtæt kvalitet der sluttede meget tæt om hullet, således at der var absolut tørt i midtersektionen. Ned gennem bagerste cockpitåbning og helt ud i bagenden af kajakken blev læsset telt og 2 poser med regntøj og gummistøvler. Indvendig i cockpittet foran var fastgjort holder til en 2 liters drikkedunk, holder til fotoapparat, en holder med en dolk og en holder med et nødblus. Indvendig i cockpittet bagude var fastgjort holder til en 2 liters drikkedunk og en holder til en kikkert. På dørken i cockpittene havde vi lagt en tilpasset badeværelsesmåtte. På dækket foran den bagerste roer var sat en holder til et kompas. Holderen fastgjort med sugekopper og sikret med tynd snor til redningslinen langs højre side af kajakken.

ULEMPEN

Eneste ulempe ved kajakken var dens volume, der selvsagt gjorde kajakken noget langsom. Vi var i stand til - på hele turen - at holde et gennemsnit på over 8 km/t, og det føler vi er "slet ik' så ring' endda", som man siger i en populær TV-reklame for tiden.

KORTMATERIALE

Belært af erfaringerne fra 1994 var vi klar over, at vi skulle have ordentlige kort med i kajakken. Vi lånte os frem til nautiske søkort over strækningen, fotokopierede dem, skar dem til i A4-størrelse, fik landstrækningerne farvelagt, lavet markeringer for "ind på kortet" og "ud af kortet", og endelig kortene lagt i plastlaminat. Turen igennem viste det sig at være en uovertruffen måde at have sine kort på. Kortene var detaljerede, der var lagt en "5-km-pind" ind på hvert kort, og vi kunne hele tiden disponere etaper ud fra kortene. Et eksempel til efterfølgelse, hvis andre skulle få lyst til langture på havet! 

yoo-a-kim_top_profile.gif