rhiger40.jpg

2004 - Mod nordøst, og så ??

FOTO: Ans bro i sigte.


2004 skulle ikke være nogen undtagelse - der var holdt familieferie (i Berlin lige ved Langer See syd for Grünau) og nu var det min tur til at holde "egoistferie".

Planen var, at trække kajakken ned til Ørnsø, og så ro via Lyså, Langsø og Gudenåen til Udbyhøj.
Ankommet til Udbyhøj måtte vind og vejr bestemme over om det blev mod nord eller syd, at kursen så blev sat.
Det foretrukne ville dog være en nordlig kurs, og fra Egense / Hals en vestlig kurs for at slutte i Thyborøn.

FOTO: Så mange mennesker var der altså ikke i Langå den dag - her fra Tour de Gudenå 2003.


Men - lad os nu se.

1. dag - fredag 230704 fra Ørnsø v/Gjessøvej til Kano- og Kajakklubben Gudenå i Randers

Kajakken var næsten færdigpakket dagen forinden, så jeg satte i på Ørnsø lidt før 09.

Jeg blev hurtig klar over, at formen ikke var som tidligere.
I denne sæson kun 250 km indtil nu, mod tidligere år et sted mellem 1.000 og 1.500 km.

FOTO: . . . og da slet ikke så mange til at tage imod i Randers.


Kroppen var ikke vænnet til det hårde slid, så det blev til 4 stop undervejs - ud over naturligvis Tange og Langå.

Det var ret overskyet, og til tider også lidt køligt.
20 minutter efter jeg forlod Langå, åbnede himmelens sluser sig - og så blev det koldt.

Fremme ved KK Gudenå var alt lukket og skalket - og jeg havde ikke lyst til at starte turen med vådt telt, klamt ligge underlag og ditto sovepose.

Jeg ventede, fandt et sted hvor jeg kunne stille gasbrænderen an i tørvejr, og gik i gang med at lave aftensmad.

Ringede til Inge - om ikke hun kunne finde et bestyrelsesmedlem i Gudenå, der kunne komme forbi og lukke op?
Straks efter holdt det op med at regne, og et medlem kom ind fra en rotur på fjorden.

Formanden, Susse, kom dog alligevel forbi med en nøgle, så jeg kunne gøre og lade som jeg ville.

TAK FOR DET.

Allerede i Gudenå oplevede jeg folks vantro, når jeg fortalte, at jeg ville ro strækningen fra Silkeborg til Thyborøn.

Nok ikke så meget i Gudenå, som hos tilfældige mennesker jeg mødte på min vej.

Dagens distance: 74 km (i medstrøm).

thyboroen.jpg