rhiger06.jpg

Jernbanen kommer

1871 kom jernbanen til Silkeborg fra Skanderborg. Diskussionen om jernbanens linieføring havde være heftig. Drewsen ønskede en jernbane fra Århus, hvad man vel i dag vil anse for den bedste løsning. Byens embedsmænd mente, at forbindelsen til amtsbyen Skanderborg og derfra videre til hovedstaden var vigtigere.

Stationen blev anlagt i betydelig afstand fra byen. Denne placering friholdt arealer til byvækst og industriområder, men allerede ved århundredskiftet var byen vokset syd om jernbanen, der fremover blev en hindring for rimelig trafikal kontakt til den sydlige del af Silkeborg.

Nye industrier

Det er overraskende, hvor hurtig Silkeborg erhvervsmæssigt blev frigjort fra papirfabrikkens dominans. Foruden den hurtige udvikling af handels- og serviceerhverv skete der en vækst i håndværk og industri-beskæftigelse. I 1853 grundlagdes en af byens kendteste og største virksomheder, Silkeborg Maskinfabrik, som hurtigt specialiserede sig inden for mejeribranchen - i dag APV PASILAC.
1855 anlagdes en tobaksfabrik og i 1857 på torvet en større fabrik med uldspinderi og klædefabrik. I årene frem til 1876 opstod en meget alsidig industri, der foruden de allerede nævnte bestod af møllerier, brændevinsbrænderier og bryggerier. Hertil kom yderligere et svineslagteri i 1878 og en betydelig trikotagefabrik i 1883, C. Commichau & Co. senere "Jydsk Trikotagefabrik". Silkeborg fik i løbet af en kort periode udviklet en erhvervsstruktur, hvis hovedtræk man genfinder den dag i dag - ikke blot inden for industri og håndværk.

Byens to seminarier blev begge grundlagt før århundredskiftet. Silkeborg Seminarium i 1886, Th. Langs Seminarium i 1891 og 1897 (nedlagt 1982).
Det samme gælder anlæg af kuranstalter og turistfart på Gudenåen og søerne, som "Hjejlen" besejlede fra 1861.

Købstaden Silkeborg

Ved århundredskiftet havde Silkeborg et indbyggertal på ca. 7000 og blev købstad år 1900. Byvæksten kom i høj grad til at foregå mod nord. Allerede i 1854 slog man bro over Langsø, og efterhånden som arealerne syd for søen blev opbrugt, bredte bebyggelsen sig til Alderslyst, som lå i Balle kommune og Viborg amt.
Alderslyst blev i 1941 indlemmet i kommunen sammen med Lysbro og Søholt. Denne udvikling var en følge af manglende udvidelsesmuligheder mod syd, hvor statsskovene hindrede byvæksten. Heldigvis, kan man sige, for herved sikredes rekreative arealer og naturområder af største værdi. Ikke blot for byens borgere, men for et stort antal turister. De arealer, som byen dækker syd for Langsø, svarer stort set til Hovedgårdens agerjord.

Efterkrigstidens arbejdsløshed

Under krigen 1940-45 var Silkeborg centrum for den tyske militære overkommando, der anlagde et betydeligt antal forsvarsværker i forbindelse med de okkuperede kuranstalter, hvor de boede. Dette tiltrak en stor arbejdsstyrke. I krigstiden måtte landet ty til sine egne energiressourcer. Dette betød, at udnyttelsen af egnens tørvemoser fik en opblomstring, som ligeledes beskæftigede mange ufaglærte arbejdere, der især arbejdede i de store moser omkring Engesvang og Moselund.

Efter besættelsen bosatte en stor del af denne arbejdskraft sig i Silkeborg. Byen var i mange år efter krigen en arbejdsløsheds-ø, da erhvervene ikke formåede at beskæftige de mange ufaglærte arbejdere.


Nye industriområder

Byrådet indledte i de følgende år et felttog mod arbejdsløsheden. Kommunen udstykkede store erhvervsarealer i det nordlige Alderslyst i forbindelse med en ringvej, der blev anlagt omkring 1960. Kommunens køb af gårdene Vestre og Østre Kejlstrup bevirkede sammen med egnsudviklingsstøtte en industriudvikling, som opsugede en del af den ufaglærte arbejdskraft.

Arealerne nord for den nye ringvej blev forbeholdt industrien, syd for til bolig- og institutionsbyggeri. Den voldsomme udvikling af byggeriet i "de glade 60'ere" havde allerede før kommunalreformen i 1970 presset bebyggelsen op i nordskråningens dalstrøg, og den var ved at brede sig i Silkeborgs nabokommuner. Byrådet kunne forudse, at en kommende regulering af kommunens grænser ville betyde vækst mod nord, og man indledte atter en aktiv jordpolitik med indkøb af arealer i de nordlige nabokommuner.
Ved kommunalreformen i 1970 blev kommunegrænsen rykket betydeligt mod nord.

Både med hensyn til befolknings- og erhvervsudvikling har der siden 60'erne været en betydelig vækst langs øst-vestaksen Århus-Silkeborg-Herning, en udvikling, som er fortsat gennem årene.
Silkeborg kommune har deltaget aktivt i byens erhvervsudvikling. Bl.a. er der et samarbejde med Gjern og Them kommuner i Erhvervspolitisk Udvalg og sammen etablerede man Erhvervs UdviklingsCenter Silkeborg (EUC) i 1990. Silkeborg kommune blev bl.a. på den baggrund udnævnt til Årets Iværksætterby.

I 1979 overtog Danfoss en konkursramt tekstilfabrik i Hårup industriområdet. Danfoss skabte nye arbejdspladser i en tid med arbejdsløshed. Fabrikken beskæftiger i øjeblikket (1995) ca. 500.
En anden af byens større arbejdspladser er APV Pasilac, tidligere Silkeborg Maskinfabrik, der beskæftiger ca. 560.
Jyske Bank opstod i 1967 som en fusion af flere mindre banker. Banken har hovedsæde i Silkeborg og har ca. 600 ansatte.
Den største virksomhed i Silkeborg er Kaj Neckelmann A/S med ca. 750 ansatte. Neckelmann begyndte produktionen i 1961.
Silkeborg Papirfabrik er i dag på tyske hænder og beskæftiger i dag ca. 115 personer.

Bearbejdet af Hanne Arent, Lokalhistorisk Arkiv, 1998 efter E. Bach Sørensens artikel i Bygd 1980, nr. 3.

carlo84.jpg