Søndag den 18. august og mandag den 19. august 2019
Søndag den 18. august 2019
Ved vores ankomst til Bergen søndag den 18. august kl. 1430 var det nøjagtig en time siden at færgen via Stavanger til Hirtshals var afsejlet - og det vidste vi naturligvis ville være tilfældet.
Vi havde derfor ca. 1½ dag i Bergen inden vi skulle videre med Bergensbanen (Bergen - Oslo med tog) tidligt om morgenen tirsdag den 20. august.
Vi havde - for at slå to fluer med et smæk - bestilt "Bergen sightseeing / guidet rundtur med efterfølgende afstigning ved ønsket hotel" som det sidste mellemværende med MS Trollfjord.
Så slap vi for at skulle bestille taxa - og for at skulle slæbe de store kufferter unødigt.
FOTOs herover:
En af flere skulpturer ved Festplassen foran "Kode - Kunstmuseerne i Bergen"
Også plænerne ved Festplassen foran "Kode - Kunstmuseerne i Bergen" var udsmykket. Det er en af "Kode-bygningerne" i baggrunden til højre.
Udsmykning var der også på Torgallmenning - her med Johanneskirken tronende i baggrunden. Den trailer man kan ane bagenden af ude til højre i billedet er en drikkevandsvogn til fri afbenyttelse til at fylde egne drikkedunke eller flasker.
Viste sig at være en udmærket løsning, da det samtidig gav lidt indtryk af, hvor de forskellige ting lå henne når nu vi i morgen ville "gøre Bergen på egen hånd".
Efter endt rundtur blev vi læsset af foran døren til Magic Hotel Korskirken som ligger meget centralt placeret i nærheden af Bryggen.
Det var lige vi fortrød vores hotelvalg - der var bestemt ikke meget plads rundt om dobbeltsengen, ikke nogen skrivepult/noget bord og ingen separate stole på værelset.
Ville man sidde ned og skrive et eller andet, måtte man en tur ned i den ultraurbanske lounge, hvor skrivemulighederne heller ikke var til at råbe hurra over.
Nu havde vi de sidste 11 dage i overvejende grad spist fisk i alle afskygninger - og ikke et eneste ondt ord om det, for maden ombord på MS Trollfjord havde været fortrinlig og rigelig (der er jo onde tunger som påstår, at vil man begå selvmord på første klasse, skal man bare tage på et længere krydstogt; så sørger overfloden af mad og manglende daglig motion for at man dør ret hurtigt).
Ikke desto mindre valgte vi at få en fortrinlig gang "fish & chips" i en af havnerestauranterne over for Bryggen - og det smagte sørme også godt (især chipsene).
Mandag den 19. august 2019
Mandag havde Inge et ønske om at komme på "Kode - Kunstmuseerne i Bergen", hvor der i Kode 3 skulle være en udstilling af flere af Edvard Munchs hovedværker..
Inden vi gik ind huskede Inge dog at spørge til placering og antallet af værker, og fik den nedslående besked, at langt hovedparten af Edvard Munchs værker var i udlån - der var faktisk kun 3 mindre betydende værker tilbage i samlingen for tiden.
Det gad vi godt nok ikke spilde tid og penge på, så vi gik en tur ned over Torgallmenning (på den guidede tur i går, i bus gennem Bergen, fik vi forklaringen på alle de gadenavne rundt i Bergen som slutter på "-allmenning". Det er brede gader som skal hindre eventuelt opståede brande i bebyggelser (og dem har der været mange af igennem Bergens historie) i at springe fra den ene side af gaden til den anden).
FOTOs herover:
Gildesalen på Bergenshus Fæstning er et imponerende rum.
Nogle af alle de gamle huse på Bryggen set fra bagsiden - man fornemmer de smalle passager/gader.
For enden af Torgallmenning ligger Fisketorvet og lige ved siden af Bryggen med alle de gamle træhuse - dem kiggede vi så på endnu en gang, og Inge fik lov til at posere med en udstoppet elg i et af husene (hun var efterhånden så desperat for at møde en elg i naturlig størrelse, at hun lod sig nøje med den udstoppede elgko).
For enden af Bryggen lå Bergenshus Fæstning, som tog i nærmere øjesyn.
Daterer sig tilbage til år 1261 og var hovedsæde for middelalderhoffet. Indeholder adskillige forskudte plan og en stor, flot gildesal som i dag anvendes til diverse koncertarrangementer - men tronrækken med kongekronen på væggen bag kongens stol er der skam stadig.
For enden af Fæstningen blev i 1560'erne opført et tårn, Rosekrantztårnet, der fungerede som bolig og lidt fremskudt forsvarsværk i forhold til Fæstningen.
Rosenkrantztårnet var indhyllet i stillads og blå pressenning på grund af restaurering - så der var ikke adgang.
Carlo havde en ide om at det kunne lade sig gøre at komme om til en højere beliggende gade på bagsiden af træhusene på Bryggen (der kørte vi i hvert fald med bussen i går) og fandt frem til gaden og fik de ønskede billeder som ikke alle turister får taget.
FOTOs herover:
Et par eksempler på de specielt stejle gader i Bergen.
Første billede er fra en "allmenning", altså en af de brede gader som skal fungere som brandbælte. Andet billede illustrerer vist meget godt hvor smalle gaderne i området oprindeligt har været.
På busturen i går var vi også en tur omkring halvøen Nordnes med Nykirken og flere af de karakteristiske smalle, stejle gader som bussen "bare fløj forbi".
For at komme derover, måtte vi en tur gennem Fisketorget, og lod os friste til at få en gang paella til lidt sen frokost.
Selv om det i mellemtiden var blevet "typisk Bergensvejr" (man siger, at det altid regner i Bergen; det passer ikke helt det gennemsnitlige antal regnvejrsdage er 220) gik vi først ud ad C Sundts Gate, så op over knolden og med afstikkere i den ene og anden retning tilbage mod centrum ad Haugeveien.
Vi fandt de smalle, stejle gader og fik i tilgift et lidt andet syn ud over Bergen!
FOTOs herover:
Mulighederne var mange på Fisketorget. Utallige boder med fersk eller røget fisk/krabber/kongekrabber/rejer/skaldyr, og tilsvarende mange boder, hvor der blev solgt tilberedte retter.
Og så var vi tilbage ved Fisketorget - og sulten var igen til stede.
En gang fisk mere, tak. Stor burger med masser af rejer smagte fortrinligt som aftensmad.