Familieferie i Oslo i juni 2000
FOTOs herover:
Rådhuset i Oslo et et "must" til et billede.
Oversigtsbillede over havnen i Oslo en aftenstund.
Da vi var i Norge i '98 sluttede vi af med at have et par dage i Oslo inden vi tog hjem til Danmark.
Vi følte egentlig, at de 2 dage vi havde til rådighed i Oslo dengang var alt for kort tid, så i år 2000 var det tid til at tage lidt revanche.
Vi indledte vores jagt på indkvartering i april, og fandt ret hurtigt frem til Oslo Apartments, som lejer lejligheder og huse ud i Oslo i perioder af minimum 3 dage.
Priserne er yderst konkurrencedygtige når tages i betragtning at der som regel er mindst 4 sengepladser til rådighed til en pris der svarer til ca. 70% af en gang hotelindkvartering for 2 personer.
Firmaets første tilbud til os lød på en lejlighed i centrum - og prisen var selvfølgelig også derefter. En kort telefonisk forhandling gjorde dog, at vi i stedet fik 1.salen i en villa i det vestlige Oslo, lige nord for Bygdøy (Museumsøen) - og så til en overkommelig pris.
Overfarten Oslo t/r bestilte vi således, at vi undgik "sæsonpriserne", og tog derfor allerede af sted den 22/06 med formiddagsfærgen fra Frederikshavn.
Vores første møde med Oslo's hektiske bytrafik forløb helt uden problemer (vi havde studeret bykortet hjemmefra, og vidste så nogenlunde at det drejede sig om hurtigst muligt at komme ind på den indre ringmotorvej mod Drammen).
Vi havde aftale med udlejeren om et bestemt mødepunkt ud for Bygdøy, og kunne mindre end 5 minutter efter at være kørt i land ringe til ham for at meddele, at nu var det bare ham vi ventede på for at komme til vores feriebolig.
Meget kort tid efter var vi indkvarteret på 1.salen i et rigtig norsk træhus med et kig fra stuen ud over det meste af Oslofjorden.
Det nød vi lidt, inden vi ret hurtigt fandt vore respektive senge.