2004 - Mod nordøst, og så ?? - del 3
FOTO: Det her vil jeg ærgre mig over til den dag jeg "stiller træskoene" - det er bare dybt, dybt pinligt.
3. dag - søndag den 250704
fra Øster Hurup til Aalborg Kajakklub.
Overskyet og let vind fra NV da jeg stod op. Kunne se på teltet, at det havde regnet lidt i løbet af natten, men da teltet ½ time senere blev pakket sammen, var det tørt.
Dejlig fornemmelse igen at kunne ro uden at skulle knokle over lavt vand.
Jeg må have taget en blunder, for pludselig, sådan ca. 5 km syd for Egense, var den gal igen!
1 km længere fremme var konsekvensen: ud af kajakken og træk, og yderligere et par hundrede meter fremme måtte kajakken op på vognen og fragtes godt en km.
FOTO: Det ville bare ikke komme tættere på !!
Pludselig så jeg, mellem land og mig selv, en mindre kutter der tøffede mod syd - altså måtte dér være dybt vand; og det var der!
I Egense blev frokosten indtaget, og min kære ståltermoflaske kasseret.
Hvad der var sket med den aner jeg ikke, men i stedet for at være termoflaske, var den nu en varmedunk (sur mælk var resultatet) og min suppe, lavet på kogende vand om morgenen, var helt kold.
FOTO: Langt om længe - på højde med mastodonten.
Så kom Limfjorden, som efter de første 4-5 km blev til en lang, lige vandvej på ca. 17 km med Vendsysselværket liggende for enden.
Det var træls, især da der også kom et par mindre byger med "forløbervind" (= mere frisk vind fra vest) imod mig.
Efterhånden som Aalborg kom nærmere, holdt også den lette støvregn, der havde ledsaget mig siden midt mellem Øster Hurup og Egense, op med at komme ned.
Fremme ved Aalborg Kajakklub blev der budt på bad, kaffe med hjemmebagte boller og en "elektronisk nøgle" til klubben.
Nøglen kunne jeg bare droppe inden afgang.
Tak for lån til Inge Kjær, medlemsnr. 222.
Afstanden til byen var ikke stor, så den stod på "købemad" (pizza).
Nu jeg sidder og skriver over en kop kaffe, er det klaret op, og solen skinner fra en skyfri himmel.
Men, jeg har hørt vejrudsigten for i morgen: 15-20°, let til frisk vind fra V, bygevejr med mulighed for enkelte solstrejf.
Dagens distance: 50 km.