Tirsdag den 13. august 2019
DAG 7:   Kirkenes - Det vilde og smukke Nordøst - Vendepunktet

Rejsebeskrivelse fra Holstebro Rejsecenter: KLIK HER

Udflugtstilvalg for Carlo: KLIK HER


Det ser ud til at blive en dag som de foregående 1½ dag; overskyet, lavthængende skyer og et par enkelte regndråber ind imellem.
Morgentemperaturen er 8°.


FOTOs herover:

ATV-parken stod klar til brug på havneområdet i Kirkenes.
Ikke noget prangende billede - bare beviset på at man har været ved grænsen. Grænsepælene ses i baggrunden.


Ankomst Kirkenes kl. 09.
Mange lader turen slutte her – tager en bus ud til lufthavnen og fortsætter deres videre færd et andet sted på kontinentet (eller tager ret og slet hjem igen).
Adskillige har bestilt udflugter så som: tur i elvbåd på grænsefloden til Rusland, bustur til den russiske grænse, kongekrabbesafari i RIB, ATV/QUAD-bike til den russiske grænse eller vandretur med skibets ekspeditionshold (vandreturen blev dog aflyst - der var for få tilmeldte).

ATV-tur til den russiske grænse stod den på for Carlo – Inge blev tilbage på skibet.
En meget kompetent turleder fra BarentsSafari.no tog imod og gav et kvarters instrukser inden turen kunne starte.
Og så gik det af sted; først i et stille og roligt tempo indtil turlederen havde fornemmelsen af at vi alle var blevet nogenlunde fortrolige med ATV’en, og så blev farten gradvist sat op.
Vi kørte først langt ud i skoven til et sted som kun BarentsSafaris gæster kommer, et sted med hegn og grænsepæle kun 20 meter fra hegnet. Hegnet var på stedet under konstant overvågning fra et udkigstårn, og da vi ankom var der sågar 2 stk. bevæbnede, norske soldater ved hegnet.
Vi fik en meget grundig gang historieundervisning som dække de sidste ca. 600 år.
Konklusionen på hele historien var, at grænser er noget politikere har fundet på og gør alt for at forsvare, medens de der bor i nærheden af disse politiske grænser har en meget mere pragmatisk tilgang til grænsedragninger – i Kirkenesområdet bliver der handlet utrolig meget hen over grænsen (også med ting som tolderne egentlig burde underrettes om (de kender til handlen, men vender det blinde øje til)).


FOTOs herover:

Så er vi ved den officielle grænseovergang mellem Norge og Rusland i Kirkenes - og her må man ikke passere gående (ifølge skiltene på hver side af vejen.
I havnen i Kirkenes lå dette fartøj, MARJATA. Vores turguide på ATV-turen fortalte, at det var det skib russerne frygtede allermest i hele verden. Skibet er spækket med alverdens tænkelige (og også utænkelige) overvågningsudstyr. WIKI om MARJATA.


Så kørte vi ud af skoven igen, over en elv og om til den officielle grænseovergang, hvor bare et par skridt på den forkerte side af grænsen kunne medføre 2-3 dages fravær fra rejsegruppen, samt en bøde på adskillige tusinde €.
Lige ved siden af grænseovergangen var en lille souvenir butik, hvor nogle deltagere købte lidt ind, medens vi andre fik en kop turlederkaffe og en snak med mallemukhunden ”Bamse”, som var ekstremt kontaktsøgende.

Så gik turen ellers retur mod skibet, nu gennem en tunnel – og da der var lidt tid i overskud, blev det også lige til en ekstra lille sightseeing rundt om centrum og den fjernere ende af havnen.

Tilbage på skibet kunne Inge fortælle, at godt nok havde mange af gæsterne forladt skibet for at afslutte deres tur Bergen - Kirkenes, men der var kommet mindst lige så mange nye ombord som skulle påbegynde deres tur Kirkenes - Bergen.

Kort efter var der afgang fra Kirkenes med retning mod den østligste havneby i Norge, Vardø.


FOTOs herover:

Et blik ud over hustagene i Vardø. I baggrunden anes fæstningsanlægget "Vardøhus Fæstning" som er den østligste og nordligste fæstning i Norge. Læs eventuelt i WIKI.
Ved indsejlingen til Vardø fornægtede det sig ikke, at her tidligere har været hvalfangst.


Under det korte ophold på en time i Vardø var Inge i land og sammen med en gruppe gående op til Pomor Museum som fortæller om den livlige handel der altid har været mellem de nordnorske og nordrussiske befolkninger, på engelsk betegnet ”Pomor Trade”.
Prøv en gang at søge det på Google og bliv meget klogere.
Har fundet en YouTube på godt 9 minutter om emnet fra Pomor Museet i Vardø - kan ses her.

Man kan egentlig sige, at Pomor Trade er foregangsmodellen for frihandel mellem lande.


Dagens tur, som vist på NRK i 2011:

Ved kaj i Båtsfjord: KLIK HER

Strækningen Båtsfjord - Vardø: KLIK HER

Ved kaj i Vardø: KLIK HER

Strækningen Vardø - Vadsø: KLIK HER

Ved kaj i Vadsø: KLIK HER

Strækningen Vadsø - Kirkenes: KLIK HER

Ved kaj i Kirkenes: KLIK HER

Og her slutter så de 134 timers non-stop "slow-tv" om turen med Hurtigrutens MS Nordnorge fra Bergen til Kirkenes i 2011.