Torsdag den 3. august 2023

Det var godt nok tidligt at skulle op - kl. 04 for at kunne være ved Jysk Arena og vores bus kl. 0530.

Det regnede lidt, og regnen tog til jo længere vi kom nordover indtil vi ramte Aalborg, så stilnede den af igen og der kom perioder helt uden regn.

Afsted med Stena Jutlandia fra Frederikshavn kl. 0815 - og så var der en meget omfangsrig morgenbuffet man kunne kaste sig over.


Ved indsejlingen til Gøteborg blev vi præsenteret for et enormt himmelstræbende byggeri, som tydeligvis ikke var færdig med at stræbe mod himlen.


Var i land i Gøteborg ca. 1145, og så blev kursen sat nordover til Orust og Tjörn med et stop ved en Burger King lidt syd for Stenungsund for at proviantere 55 sandwiches til senere fortæring.

Kørte over Tjörnbron og et godt stykke sydover til byen Bäckevik, hvor vi fandt et sted til at parkere bussen, en masse bænke, en mindre enklave af fiskerhuse og en meget beskyttet både småbådshavn, samt en tilsvarende beskyttet badelagune.



En del af selskabet nyder frokosten på en bådebro i Bäckevik.


Og tænk en gang - det regnede slet ikke, der var ikke stormvejr og solen tittede mere frem end gemte sig i løbet af den 1½ time vi var på stedet.
Her blev vores frokostsandwiches naturligvis fortæret.

Fra Bäckevik gik turen retur til fastlandet og via fortrinsvis større veje og motorveje til vores indkvarteringssted på Hotel Scandic Billingen i Skövde.
Vores guide benyttede den forholdsvis lange transport på 2½ time til at fortælle om morgendagens program, og så inderligt til at der måtte blive godt vejr.


Hotel Scandic Billingen i Skövde. Hovedbygningen er fra 1888.


Aftensmad på Scandic Billingen var lovet som en yderst veludstyret buffet med varme retter.
Viste sig så desværre at være buffet med kun en ret, kagedessert og kaffe.
Nogen af gæsterne fik forkølet sig lidt på den lille røde vogn ved siden af hovedbuffeten - de havde ikke opdaget, at der på vognen stod "barne buffet", Pandekagerne smagte ikke desto mindre rigtig godt!! Personalet løftede adskillige øjenbryn og kommenterede også på danskernes manglende læseevne.

Vores guide, Gina, fik sig en snak med personalet, både med hensyn til at buffeten ikke levede op til forventningerne, og at gæsterne derfor havde valgt at udvide buffeten med pandekagerne fra "barne buffet".
Som afslutning var der kagedessert og kaffe ad libitum.