Sea Challenge Fyn 2006
29. juli 2006 - 5. august 2006
7 dage - 7 etaper - 300 km
Svendborg - Fåborg - Assens - Middelfart - Bogense - Kerteminde - Nyborg - Svendborg
FOTO: "Handsome" er arrangementets mascot / kendetegn.
Arrangementet
Sea Challenge Fyn er en kaproning i etaper for kajakker og 2+ inriggere.
Kaproningen foregår i farvandet omkring Fyn og er på 7 etaper fordelt på 7 dage.
Distancen er på ca. 300 km og de enkelte etaper varierer fra enkeltstart på 20 km til kongeetape på 85 km.
Etaperne er tilrettelagt så deltagerne ser Fyn og den smukke varierede natur og samtidig oplever den hyggelige stemning i de syv kystbyer: Svendborg, Faaborg, Assens, Middelfart, Bogense, Kerteminde og Nyborg.
FOTO: De røde prikker langs Fyns kyst markerer de byer, hvor der er etapemål.
Sea Challenge Fyn er en konkurrence, hvor alle kan deltage på deres eget niveau, elite såvel som motionist.
Det er en kaproning, som i høj grad beror på udholdenhed, men hvis du / I ikke magter at tage den lange tur alene, kan du / I stille op som et hold, hvor I skiftes til at ro en etape.
Kajakholdene kan bestå af max 3 roere, og 2+ inriggerholdene kan bestå af max 5 roere.
Ud over selve konkurrencen sørger Sea Challenge også for primitiv overnatning i hver af målbyerne, forplejning i form af morgenmad og frokost samt fragt af din bagage, så den er tilgængelig når du kommer i land.
Sea Challenge har desuden, som ekstra service, arrangeret parkering for deltagerne ca. 125 meter fra startområdet i Svendborg. Det bliver muligt for rohold at kører ned til startområdet med inriggerne. Kajakroere skal bære deres kajak til området.
Sidst men ikke mindst er Sea Challenge ikke kun for kajak- og roentusiaster, men også for deres ledsagere, der enten følger kajakkerne eller inriggerne i bil eller på cykel og på den måde også får oplevet den forskelligartede natur, som Fyn kan tilbyde.
Lørdag den 300706 kl. 1200 lød startskuddet til tredje udgave af SCF.
FOTO herover: Så er starten gået til Sea Challenge Fyn 2006