En langtur "Bare nordpå" 2003 - fra Flensburg til Horsens, del 3

FOTO: På vej hen mod og under "Den gamle Lillebæltsbro" fra syd.


Det holdt stik – på en prik.

Via Fredericia Kajakklub, Trelde Næs, Rosenvold, Juelsminde til nordsiden af As Hoved, hvor marsvinene boltrede sig lystigt lige foran min lejrplads.

Efter at have spist fik jeg besøg af Helge Falk Kammeyer, tidligere medlem i Sydvest, og som sådan DKFs repræsentant i miljøanliggender i Ribe Amt.
Han bor nu i Bryrup lige ned til Bryrup Langsø.
Han var sammen med konen på en lille havkajaktur for at afprøve materiellet.

FOTO: Skøn plet på nordsiden af Vejle Fjord kort før Juelsminde.


Konen roede i en Marita (det er den kajak der i 1994 blev testet af Steffen og undertegnede på en 300 km tur i den svenske skærgård – og som gjorde, at man blev lidt ”hooked” på havkajakroning).

Helge roede selv i en, tror jeg nok, LOOKSHAR.
Vi fik en gevaldig snak, alt medens marsvinene boltrede sig og lavede luftakrobatik.

Hen ad 0130 blev jeg vækket af at nogen snakkede med meget høje stemmer.
Jeg for op og ud for at se hvad der skete.

FOTO: Sidste overnatningssted - As Hoved ved indsejligen til Horsens Fjord.


Ude i vandet, ca. 20 meter fra land, og med en indbyrdes afstand på ca. 50 meter, svømmede 3 ”snorklere” med hver sin tændte, kraftige, stavlygte som de ”sweepede” vandet med i 180° bevægelser. Jeg så ikke nogen skyde, men vil gå ud fra, at de alle 3 var udstyret med harpun og var på ”jagt” efter havørreder.

Efter hvad jeg kender til saltvandsfiskeri, så er det noget som bestemt ikke er lovligt.

Tirsdag stod jeg sent op, da jeg havde en aftale med Inge om at blive hentet ved Horsens Kajakklub hen ad 1600 når hun fik fri fra arbejde.
Der var kun 21 km fra lejrpladsen til Horsens, først 8 km i vind og bølger skråt forfra til Snaptun, og derefter 13 km i modvind ind til Horsens.
Jeg nåede en masse snak, rengøring af kajak, bade m.m. og adskillige kopper kaffe inden Astraen dukkede op.

FOTO: Så er jeg landet i Horsens - klar til afhentning.


4 dage med et fantastisk vejr, 4 dage med kyster jeg ikke tidligere havde set, 4 dage med en masse oplevelser – og 184 km til rokortet i kajakklubben.

Jeg oplevede, som på tidligere ture, at kroppen har behov for et par dage til at vænne sig til belastningen med at flytte 25 kg kajak + ca. 25 kg oppakning, udstyr, proviant og vand.

Men så går det strygende.

F.eks. blev strækningen fra As Hoved til Snaptun roet på nøjagtig 1 time. GPSen viste 8,250 km – og det med en traditionel pagaj med smalle blade - en havpagaj.