Den 3. juli 2020
Det blev noget af en fuser - og dog.

Der var forvirring fra morgenstunden.
Der var kommet mail fra vores turarrangør til Mykines om at turen desværre ikke blev gennemført.

Mailen fortalte kort og godt, at der var gjort forsøg på at booke en ønsket tur til Mykines, men at det var mislykkedes at få en plads.
Tilbyder at turen kan ombookes, eller, hvis turen er betalt, at beløbet kan refunderes.

Ringede til foretagendet, hvor telefonen ikke blev taget.
10 minutter senere ringede en person fra firmaet og forsikrede os, at turen var booked som forventet, og at der var afgang fra Sørvåg kl. 1230.

Vi drog afsted mod Vagar i god tid, således vi kunne komme ud og se Mulafossur i Gasadalur – forhåbentlig i klart vejr.

FOTOs:
Kig fra vejen Gasadalsleid lige vest for Bøur ud over Sørvagsfjørdur med Tindholmur i forgrunden og Mykinesi baggrunden til højre.
Kig fra samme sted ned over bygden Bøur og med byen Sørvåg i baggrunden - inde i bunden af fjorden.

Der var klart vejr hele vejen derud via Gasadalsleid, en ligeledes meget naturskøn køretur.
Vi gjorde et kort stop lige vest for bygden Bøur for at tage et par billeder.
Fik set Mulafossur. Sidst vi var her, var alt indhyldet i tåge og dis, og ingen af turdeltagerne fik et billede af vandfaldet.
Mulafossur er et vandfald, som styrter sig direkte ud i havet uden at ramme på klippefremspring på vej ned.

FOTOs:
Mulafossur kaster sig frit ud i have neden for bygden Gasadalur.
På vej mod Klaksvik kørte li langs Færøernes største sø, Sørvågvatn. På søen foregår bl.a. guidede sejlture ud til, hvor søens overskydende vand styrter sig i havet via endnu et vandfald. Disse fiskerfytter ligger langs søens østlige side, lige hvor vejen mod øst svinger væk fra søen.

Da vi i god tid kom tilbage til Sørvåg, sad der en gruppe mennesker og ventede på Mykines-båden.

Lige inden vi gik over til gruppen, blev mailen lige checket – OH SKRÆK, SIKKE NOGET LORT.
Der var minutter forinden tikket en mail ind om at skipperen havde aflyst sejladsen til Mykines kl. 1300.
Nu blev det altså lidt kryptisk.

Vi gik over til den ventende gruppe.

De skulle godt nok med Mykines-båden, men på en bestilt tur ud til et Tindholmur, et klippeskær ved indgangen til Sørvagsfjørdur – og så vidt de vidste var der ikke planlagt videre sejlads mod Mykines derfra.
Vi blev enige om at ”overfalde” skipperen på Mykines-båden når den kom ind i løbet af 10-15 minutter.

Skipperen kunne fortælle, at der ikke havde været planlagt nogen eftermiddagstur til Mykines; havde der været det, ville afgangstidspunktet have været 1230.

Vi fik skabt så meget røre i andedammen, at en repræsentant fra rederiet henvendte sig til os.
Hun fik forelagt vores problem.

Hun kunne fortælle, at det foretagende vi havde bestilt turen hos, havde solgt os turen uden at de samtidig eller straks efter havde købt turen hos rederiet – og det havde de stadig ikke.
Vi fik hendes garanti for, at hun ville tage fat i vores firma – og så kunne vi komme med båden i morgen kl. 1020 som ekstra personer (det ville hun også sørge for at meddele skipperen).

Så skulle man jo tro, at historien var slut, men nej, det var den ikke.

Godt en times tid senere modtog vi mail fra vores turudbyder om at vores tur ville finde sted i morgen med afgang fra Sørvåg kl. 1020 (Vi er overbeviste om, at rederiets repræsentant har banket hårdt i bordet da hun snakkede med turudbyderen).

Nå, nu var det tid til at finde på noget andet, når nu Mykines ikke kunne blive til noget i dag.

FOTOs:
Så holder vi klar som bil nr. 2 i køen til færgen til Kalsoy.
På vej ud fra Klaksvik med færgen SAM.

Klaksvik ligger total beskyttet af høje fjelde til alle sider.

Et kig i vores papirer med diverse planer viste, at kunne vi klare at køre fra Sørvåg til Klaksvik på under 2 timer (og så også under forudsætning af, at der ikke holdt for mange biler i kø ved færgen) kunne vi komme med færgen fra Klaksvik til Sydradalur på øen Kalsoy.
Det lykkedes, vi var i Klaksvik i god tid – oven i købet så god tid at vi dels holdt som nr. 2 i rækken af ventende biler, dels havde tid til at få os en gang rigtig god ”fish & chips” henne fra fiskehandleren et par hundrede meter fra færgelejet.

Ankommet til Sydradalur var det bare at følge vejen nordover langs østsiden af Kalsoy, og så huske at dreje fra ned mod byen Mikladalur hvor ”Sælkvinden” står helt ude ved vandkanten.

Det lykkedes efter at have passeret gennem ikke mindre end 3 rimeligt smalle tunneller på den kun 13 km lange strækning.
P-pladsen i nærheden befinder sig højt hævet over vandspejlet – så det var med noget ømme lårbasser man nåede retur til bilen.

FOTOs:
Skovbevoksning ser man stort set ikke på Færøerne - men her på Kalsoy var der et meget skarpt afgrænset skovstykke.
Sælkvinden i Mikladalur er en 3 meter høj broncestatue. Den skal symbolisere, at hun kigger sig tilbage for at få et sidste glimt af sine elskede børn som hun må efterlade, da hun bliver tvunget til at vende tilbage til havet.

Vi nappede så også lige en ekstra tunnel for at komme ud til den nordligste by, Trøllanes, hvor der sandt for dyden ikke rigtig var noget at kigge på.
Trøllanes bliver ellers brugt flittigt at vandringsfolket, at stiller køretøjet her for derefter at begive sig ud på en 3 kvarter lang vandretur langt op og ud til fyrtårnet Kallur.

Vi kom retur til færgelejet i Sydradalur i så god tid, at vi kom til at holde som forreste bil i køen og kom derfor også helt sikkert med retur til Klaksvik gennem de helt vilde og afsindige strømhvirvler der var i sundet op langs østsiden af Kalsoy; tidevandsstrøm.

FOTOs:
Klaksvik ligger fuldstændig "boxed in" af høje fjelde hele vejen rundt.

Retur i Torshavn gad vi ikke at finde et rigtig spisested, så vi fik en gang caesar salad fra hotellets køkken.

Har lige checket mailen igen – der er ikke kommet mere ”skrammel” fra vores turudbyder til Mykines i løbet af aftenen.
Så er det bare med at krydse, hvad krydses kan.