Mindeord over Erik Wilche,
som døde på sin 75 års fødselsdag, den 1. december 1999.

En af Hellerup Kajakklubs og dansk kajaksports mest initiativrige personer er død.
Erik Wilche døde på sin 75-års fødselsdag den 1/12 1999. Erik er nok mest kendt af de "gamle" klubmedlemmer, men mange af hans projekter lever vi med i dagligdagen.
Det er ikke uden Eriks indsat at Hellerup Kajakklub (herefter benævnt HK) stadig eksisterer som klub. Løb som Tour de Gudenå og Mølleåens Blå Bånd er Eriks ideer. Han satte gang i tidligere ombygninger af HKs klubhus. Han var en festernes mand og var primus motor i mange arrangementer.

Læs mere om Erik Wilche i Valdemar Vedels meget personlige nekrolog og Lars Skyttes mere officielle nekrolog.

Formandinden har ordet
Af Gethe Jacobsen

Velkommen i det nye årtusind som jeg håber alle er kommet godt ind i. Et forhåbentlig udfordrende og spændene år står foran os. Desværre sluttede det gamle år med tabet af et af vores æresmedlemmer Erik Wilke ( se nekrologen andetsteds) der har betydet så meget ikke alene for klubben men også for hele DKF.

Minder om Erik Wilche
af Valdemar Vedel
Alle fotos er udlånt af Valdemar Vedel

Det var med stor sorg Birgit og jeg modtog meddelelsen om Eriks al for tidlige bortgang.

Ved Eriks død på hans 75 års fødselsdag i december mistede hele kajak- og kanosporten én af sine meget store personligheder, der altid var sprængfyldt med masser af gode ideer. Ideer og indfald, som han ikke alene lod blive ved ordene, men som han altid selv lagde sig i selerne for at gennemføre. Han var virkelig god til at organisere og realisere dem. Mange af dem er gået over i historien. Den dag i dag kan vi f.eks. glæde os over Tour de Gudenå-løbet, der hurtigt blev betegnet som verdens længste løb med mange deltagere fra både ind- og udland. Det var også her han selv stod for arrangementet i mange år. Det medførte i øvrigt, at han gik hen og overtog Skanderborg Vandrerhjem, som han dygtigt førte frem til det, det er i dag. Han fik også ideen til at starte Skanderborg Kajakklub, som kom til at ligge lige op af vandrerhjemmet. Mangen kajakroer har haft glæde af at benytte vandrerhjemmet, og ikke så få gange arrangerede han fester og diverse sammenkomster for vores sports medlemmer f.eks. Pinselejre.

FOTO: Havnen på Hven skulle repareres, så Erik lånte Patronens trefod.

For nogle år siden forlod han vandrerhjemmet for at leve sit otium i det nordjyske, hvor han havde købt et dejligt sommerhus med en beliggenhed i klitterne ved Vesterhavet. Desværre kom han kun til at bo der i kort tid, selv om han havde glædet sig til at tilbringe resten af sine leveår i den skønne natur. Men så skulle ikke være. En dag han skulle i byen svigtede hans ben ham, da han var på vej ud til bilen, så i stedet for at komme ud at køre, måtte han slæbe sig tilbage til huset. Han måtte erkende at en sygdom havde indhentet ham. Sygdommen resulterede i, at han måtte afhænde huset og i stedet købe et mindre i Frederikshavn, hans fødeby. Han kunne ikke mere klare det meget barske område, hvori sommerhuset lå.

Et andet arrangement han startede mens han sad i DKFs bestyrelse var landslejren ved Laganelven. Et arrangement der varede i mange år. Det var hans store drøm, at han gennem dette arrangement, var i stand til at lære landets kajak- og kanoroere, hvordan man skule værne om naturen og holde den ren. Den natur, som han selv elskede at færdes i. Selvfølgelig var det også hans mål, at få DKFs medlemmer til at lære hinanden at kende under hyggelige former - og sandt at sige det lykkedes over al forventning. Selv deltog jeg i mange år, ligesom jeg også i mange år deltog som leder af den, efter at Erik havde trukket sig tilbage til fordel for andre af hans gode ideer, der skulle iværksættes.

FOTO: Erik var en festernes mand og altid frisk på arrangere en.

Der gik ikke mange måneder efter, at Erik blev medlem i HK, før han begyndte at planlægge, oh hanholdt utroligt meget af at komme over til vores kajakhavn på Hven. Han fik kort tid efter sin debut overtalt den dengang meget unge Christina, som er datter af Patronen, som vi kaldte hendes far, Alm, der ejede den jord hvorpå vores lejrplads ligger, til at transportere en overordentlig tung trebuk ned til vores havn. Christina, der dengang var ret spinkel og ca. 15 år, sprang resolut op på Patronens meget store og tunge traktor. Det varede ikke længe før bukken befandt sig på ydermolen af vores havn, for nu skulle molerne rettes op efter at have været forsømt i de fem forbandede år. Isen havde nemlig formået at skubbe nogle af de meget store sten ned fra molerne.

Erik kom hurtigt ind i klubbens bestyrelse, hvor han bl.a. blev redaktør af Pagajen, som dengang udkom hver måned. Hans virke som formand i klubben var meget aktivt. Han gik bl.a. i egen person og med kun få medlemmers hjælp i gang med at udvide vores gamle klubstue, for han syntes vi manglede en hyggelig lille pejs, som blev opsat for enden af opholdsstuen. Ved samme lejlighed blev stuen gjort længere, ligesom han også fik lavet et større køkken med baråbning ind til stuen.

FOTO: Erik kunne det der med at skære kød ud.

Mangen en fest har Erik stået for. Også de store veteranfester, hvor han gjorde en kæmpe indsats for at finde frem til de mange gamle medlemmer, der ofte havde formået at flytte op til flere gange efter de havde forladt klubben, blev bragende gode og vellykkede fester, som mange ser tilbage på med stor glæde den dag i dag.

Fik Erik en ide om kajakture, ja, men så skulle de pinedød gennemføres. Der var turen, der gik fra Stockholm til Helsingfors tværs over den Botniske Bugt, som han gennemførte sammen med 4 andre HK’ere. Pludselig havde han fået øje på det græske område. Det var et område der kunne volde ham megt besvær, for på den tid regerede militærjuntaen, og det var umuligt at komme indenfor landets grænser, men for Erik var det ikke nogen stor nød at knække. Han gennemførte sin 545 km lange rotur med brødrene Asker og Helge Andersen.

Overalt hvor Erik færdedes var han yderst vellidt. I den tid hvor jeg som formand i klubben havde masser af svære forhandlinger med kommunen vedrørende vores dengang meget gamle bygninger, som var blevet restaureringsværdige, støttede jeg mig enormt meget bl.a. til Erik, der på dette tidspunkt var flyttet til Skanderborg Vandrerhjem. Det var ikke få gange han tog turen over Pytten for at stå mig bi, når det virkelig brændte på, og hvor vi skulle have nogle af de skrappeste møder med kommunen.

FOTO: Det hiver sgu. Hvad ka' det dog være?

Erik har altid været et godt og aktivt medlem, og en utrolig god og hjælpsom kammerat, som altid var en stor støtte at have ved sin side. Ikke mindst da kommunen forslog, at HK skulle dreje nøglen om og fordele medlemmerne rundt om i de resterende klubber. Jo, det var meget vanskelige og svære forhandlinger vi dengang havde. Heldigvis lykkedes det at få det rettet af til HKs fordel takket være bl.a. Eriks gode forhandlingsevner. Det var også sammen med ham vi fandt ud af at arrangere en kæmpe Veteranfest for vore gamle medlemmer. Vi indbød bl.a. borgmesteren og fru Else Tardini, som sad i ledelsen af kulturforvaltningen samt teknisk forvaltning. Det gav kommunen det indtryk, at der sandelig var gang i klubben, og at den derfor ikke sådan var til at dreje nøglen om på. I kender resultatet: En god og dejlig placering i havnen, nogle skønne bygninger, som vi oven i købet har været i stand til at udvide i året 1999, så vi nu har nogle virkelig respektable og gode faciliteter.

Selv har jeg haft utrolig mange kajakture med Erik, og jeg har nydt dem alle. Ofte tog vi af sted meget tidligt om morgenen eller sent på aftenen, alt efter, hvornår Erik var færdig med sit arbejde. Når vi nåede vores mål efter flere timers roning, var det tids for Erik at sove. Han var bedøvende ligeglad med, hvor han lagde sig. Om det så bare var hårde de sten på stranden, kunne han finde på at lægge sig på dem, eller han slængede sig op på det nærmeste grønne område, for at få sig en kort lur, inden vi rejste vores telt i fællesskab.

Den gang arbejde han hårdt som sætter i et trykkeri, og ofte til sent ud på natten, så der var intet at sige til, at han var træt ind imellem. En dag da jeg anduvede Hellerup Havn i starten af halvtredserne med kajakken fyldt med torsk, som jeg havde været ude at fange, mødte jeg Erik, som omgående sagde, at det ville han sandelig også prøve. Han var meget skeptisk, for som han sagde: "det havde han nu slet ikke drømt om man kunne gøre fra en kajak", og han troede i hvert tilfælde ikke han ville få held til at få bid, når han kom ud. Den følgende dag var vejret så gunstigt, så vi kunne ro ud til det nærmeste gode fiskested, og skæbnen ville, at ingen af os fik bid efter ca. et kvarters ihærdige forsøg. Så vi måtte ro over til et andet af mine huller. Ikke så snart Eriks pirk havde nået bunden begyndte det at trække kraftigt i ham, og hans kajak begyndte at dreje op og følge fisken. At se hans øjne og hele hans attitude ved dette bid, glemmer jeg aldrig. Jeg kan stadig fornemme hans megen snak: "Det hiver sku. Hvad ka’ det dog være? Er det strømmen?". Nej, det var en torsk på omkring 5-6 kg, og eftersom Erik var vild med at spise fisk, varede det ikke længe efter vores hjemkomst, før fisken var renset, kogt og spist, i øvrigt sammen med et par andre HKere som på samme tid befandt sig i klubben. Det gav anledning til mange gode torskegilder i tidernes morgen.

FOTO: Den medbragte pattegris blev parteret i passende stykker.

Som før beskrevet, så har Erik arrangeret mange fortrinlige fester i vor klub. En dag havde han fået besøg af Kalle fra Malmø Kanutklub, netop en dag, hvor vi skulle have én af vore store fester med helstegt pattegris, blev han inviteret med til selve festen. Han var meget benovet over, at vi kunne holde sådan en fest, som oven i købet varede hele natten, og med så mange deltagende medlemmer. "Guderne må vide om vi også kan gennemføre den slags ovre i Malmø Kanutklub, hvor vi knapt kender hinanden, for når vi kommer i vores klub klæder man sig om, ror ud på træningsture, kommer hjem til klubben, klæder sig om, efter at have taget bad, for straks derefter at tage hjem til sig selv. Altså slet intet socialt samvær mellem os." sagde Kalle. "Det er da ikke noget at spørge om, for selvfølgelig kan i da det", sagde Erik straks.

FOTO: Vi skiftedes til at sidde og dreje den over ilden i 4-5 timer.

Fluks fandt Erik en dato, hvor vi så kom medtagende en stor pattegris, der straks efter ankomsten blev skåret op i passende stykker, som blev placeret oven på et af Erik anlagte bål. Vi skiftedes til at sidde og dreje den over ilden i de 4-5 timer, den skulle have for at være gennemstegt, og det med stor nysgerrighed fra de svenske medlemmers side. At det blev en stor succes behøver jeg ikke at komme nærmere ind på, for den kunne ikke laves bedre.

FOTO: Dagens fangst!

I flere år måtte vi desværre undvære Eriks nærværelse, idet han rejste til Australien, hvor han forsøgte sig dels som arbejder i sukkerrørene, dels som bager, hvor han kørte rundt med sit brød for at sælge det, eller dels som maler, hvor han kørte rundt og malede folks huse og hegn. Heldigvis for os kom han tilbage til Danmark.

Udover at have været aktivt bestyrelsesmedlem i DKFs bestyrelse, har han også siddet i Københavnskredsen og begge steder gjort et stort arbejde. Erik har modtaget megen anerkendelse for sit store arbejde inden for vor sport, hvoraf jeg bl.a. kan nævne, at han var æresmedlem i HK. Han modtog også Kongshvilepokalen samt æresnålen i Dansk Kano og Kajak Forbund. Endelig fik han også flere langtursnåle.

• Lad mig nu i al stilfærdighed lade pennen falde
• Lad os mindes Erik, som vi altid vil savne
• Lad os huske ham, som det altid gode, hjælpsomme og rare medlem, som han var
• Lad os huske ham som den altid glade og tro følgesvend på mangen en skøn kajaktur
• Lad os altid huske ham som et tilstedeværende, hyggeligt og rart medlem, der til stadighed vil være i vore tanker.

Æret været Eriks minde.

Nekrolog
af Lars Skytte

Erik Wilche er død. Han døde på sin 75 års fødselsdag d. 1/12 – 1999 i sit lille hus i Frederikshavn, hvor han har boet siden 1994.

Han blev medlem i Hellerup Kajakklub d. 1/7 – 1949, og allerede året efter blev han formand i marts 1950. Clåge skrev følgende om Erik i jubilæumsskriftet fra 1961:

" Ivrigt gik han ind for klubbens ve og vel. Flere forbedringer og vedligeholdelser skete i de år, og han var selv mand for at lave det, hvis ingen andre gad. Klubben fik de år mange nye blivende medlemmer og en næsten helt ny bådpark. Bestyrelsen indbød bl.a. til forældreaftener, som blev en stor succes. Wilche var i høj grad et selskabsmenneske, og var aldrig længe om at finde en anledning til at holde fester i klubben."

Der blev således i januar 51 holdt stor jubilæumsfest for at markere klubbens 30 års jubilæum og en stor fest på Hven med 22 tilroende blev afholdt den 22. august samme år for at markere udbygning af havnen , et arbejde som Erik var stærkt medvirkende til, og samtidig var det 15 års dagen for HK`sindtagelse af lejrpladsen, som vi iøvrigt benytter den dag i dag.

Eriks første formandsskab varede til efteråret 52. Han var næstformand fra 1955 – 57, hvorefter han bosatte sig i Australien til 1962.Tilbagevendt blev han atter formand i 1964.

" Erik Wilche er og forbliver vist HK`s mest initiativrige medlem. Fuld af ideer, som skulle realiseres, veteranfester og meget mere", skrev Clåge i jubilæumsskriftet fra 1981.Erik og Clåge arbejdede utrætteligt med udvidelse og renovering af det gamle klubhus, samt bad og omklædningsrum.

Formandsposten var ikke nok for Erik, som samme år blev redaktør for DKF´s blad "Kano og Kajak", en post, som han bestred i næsten 10 år. Han blev også medlem af tur og propagandaudvalget, hvor han året efter blev formand. Om overtagelsen af denne post skriver Erik: "Det var som at overtage et klædeskab uden klude."

Som formand for T og P ledsagede Erik nogle af vores bedste maratonroere til stævner i England og Irland.

Sådan noget må vi have noget mere af herhjemme, mente Erik og søsatte Mølleåløbet i 1966. På dette tidspunkt havde vi kun to hjemlige løb, nemlig Kronborgløbet og Susåløbet. Det kom da heller ikke bag på nogen at Erik blev initiativtager, idemand og primus motor for Gudenåløbet i 1968.

Alt dette har Erik beskrevet i HK`s 75 års jubilæumsbog under overskriften "Ouverture til Gudenåløbet." For bredden arrangerede Erik bl.a. landslejr på Lagan.

Erik fik også tid til selv at ro. Han roede Sjælland rundt, tog på tur til Grækenland, roede fra Stockholm til Helsingfors, rundt om Corsica for blot at nævne nogle af de lidt længere ture. Han modtog i 1965 langturspladen i sølv for at have roet 4000 km i ture over 50 km. Han deltog sammen med Jørgen Danmark i det store spanske maratonløb "Riba de Sella". Der var altid stor moro i klubben, da Erik fortalte om hans og Jørgens oplevelser i dette løb. Erik var nemlig en eminent beretter. De fleste af hans beretninger har i øvrigt været udsendt i "Kano og Kajak" og senere samlet i føromtalte jubilæumsbog.

Erik blev æresmedlem i HK 1973. Fra DKF´s side blev han også hædret : Æresdiplom 1969, Kongshvilepokalen 1971 og ærestegn i sølv 1976. Mange kendte Erik som mangeårig vandrerhjemsbestyrer for Skanderborg Vandrerhjem. Vi i Hellerup Kajakklub har adskillige gange holdt ferie i disse dejlige omgivelser, og vandrerhjemmet har altid været base for klubbens hold i det årlige Tour de Gudenåløb, hvor Erik sørgede for en ekselent forplejning.

I 1995 var Erik med i udarbejdelsen af HK`s 75 års jubilæumsbog " En hyldest til kajaksporten", som blev søsat i januar 1996. Som tidligere nævnt bærer bogen heldigvis præg af Eriks mange beretninger. Klubben har efter Eriks død fra familien modtaget både beretninger, dagbøger og billeder fra hans mange år med kajaksporten.

Eriks otium har desværre været plaget af sygdom, så det betød meget for ham at se gamle venner, derfor er jeg glad for, at jeg sammen med nogle klubkammerater kunne besøge Erik i sommers og fejre hans 50 års jubilæum i HK.Erik har betydet utrolig meget for sin klub for DKF og ikke mindst for kajaksporten.

Æret være Erik Wilches minde.