Mandag den 12. august 2019
Dag 6:   Honningsvåg og Nordkap

Rejsebeskrivelse fra Holstebro Rejsecenter: KLIK HER


Vi kom sørme op til tiden og fik tidlig morgenmad.
Frokosten var annonceret til mellem 1030 og 1300 (fordi flere udflugter skulle afsted fra skibet ved ankomst til Honningsvåg kl. 1115), så det var nødvendigt med tidlig morgenmad.

Der er overskyet, men det ser ud som om solen er lige over skydækket. Temperaturen er droppet til ca. 10° og der er en forholdsvis frisk vind – skibet gynger for første gang en smule.

Inden indsejlingen til en af de mindste havne undervejs, Havøysund, kom vi forbi en ø som gav et specielt syn, nemlig vindmøllevinger som tittede op over skydækket.

Da vi forlod Havøysund fik vi synet af en havørn, som stod i opvinden fra den holm, hvor den og magen havde bygget rede. Desværre ikke noget billede, da Carlo var i Expedition Office for at bestille en ”ATV/Quad-safari til den russiske grænse” i morgen formiddag.


FOTOs herover:

Et spektakulært syn med disse vindmøller delvis skjult i de lavthængende skyer på fjeldkanten.
Kystlinjen har nu ændret sig markant. Den er rå og ubarmhjertig, og der er ikke skyggen af træer – det ligner i mistænkelig grad en hvilken som helst kystlinje på Færøerne.


Ved ankomst til Honningsvåg lidt før frokosttid, nåede vi lige at få et glimt af en stor kolos af et krydstogtsskib som tilsyneladende også havde kurs ind mod Honningsvåg fra nordøst.

15-20 minutter efter vi var lagt til kaj, kom krydstogtskibet M/S MSC Preziosa til kaj ved krydstogtskajen skråt bag ved M/S Trollfjord.
Det er godt nok en stor ”møgspand” af et skib – det er så højt, dele af det øverste dæk og skorstenspartiet agter forsvinder i skydækket.

Medens vi lå i Honningsvåg (3½ time) var der en masse udflugter man kunne deltage i, så det var sparsomt med passagerer i restauranten til frokost efter vi havde lagt til kaj.

Efter frokost aflagde vi besøg i Nordkapp Museet som lå kun 100 meter fra Trollfjords fortøjningsplads.
Meget interessant museum, hvor vi godt kunne have tilbragt 2-3 timer med at opdage nye ting.


FOTOs herover:

En "spøjs" kutter. Forklaring på udseendet er, at diverse skibsførerbeviser gives til at føre skib af en vis længde. Denne kutter var nøjagtig 49,9 fod lang, og krævede derfor ikke det helt store skibsførerbevis. Rammer man de 50 fods længde, er kravet til skibsførerbevis større.
Der var mange interessante ting på Nordkapp Museet, bl.a. denne bog. Titlen "Hærget og brændt - MEN FRIT" fortæller meget sigende hvilke grusomheder befolkningen i det nordligste Norge var udsat for under Anden Verdenskrig.


På vej tilbage til skibet var Carlo lige et smut i en biks, og fik købt sig en ordentlig hue – så bliver det ikke koldt om hovedet i morgen på ATV-turen og i overmorgen når vi kl. 0530 skal af sted til morgenmad på Nordkapp.

Resten af dagen stod på gynge-/vippetur i  mindre grad – og stadig lavt skydække uden sprækker til solen, også da vi hen ad kl. 1645 passerede rundt om den gamle samiske offerplads Finnkjerka ved indsejlingen mod Kjøllefjord.
Hen under aften kom der sågar småregn – da var der ikke længere vejr til at opholde sig udenfor på soldækket.

Dagens aftensmad var lidt usædvanlig.
Det var ikke en ”3-retters portionsservering”, men en buffet fortrinsvis med røget fisk af forskellig slags, Nordnorske kødpålægsspecialiteter og et overdådighedshorn af forskellige desserter (kager, budding, hjemmelavet is, fromager o.m.m.).


FOTOs herover:

Krydstogtskibet M/S MSC Preziosa fyldte rigtig meget i landskabet ved krydstogtskajen i Honningsvåg.
Billede taget kl. 1652 da vi befandt os ud for den gamle samiske offerplads, Finnkjerka ved indsejlingen til Kjøllefjord. Kysten ser ikke særlig barmhjertig ud.


Da vi hen ad kl. 2220 passerede Hurtigrutens M/S Nordnorge, som var for sydgående, var vi ca. 30 minutter forsinket i forhold til fartplanen – så alt det småhuggeri i de store bølger havde altså haft indflydelse på hvor hurtigt vi var kommet frem.


Dagens tur, som vist på NRK i 2011:

Strækningen Skjervøy - Øksfjord: KLIK HER

Ved kaj i Øksfjord: KLIK HER

Strækningen Øksfjord - Hammerfest: KLIK HER

Ved kaj i Hammerfest: KLIK HER

Strækningen Hammerfest - Havøysund: KLIK HER

Ved kaj i Havøysund: KLIK HER

Strækningen Havøysund - Honningsvåg: KLIK HER

Strækningen Honningsvåg - Kjøllefjord: KLIK HER

Ved kaj i Kjøllefjord: KLIK HER

Strækningen Kjøllefjord - Mehamn: KLIK HER

Ved kaj i Mehamn: KLIK HER

Strækningen Mehamn - Berlevåg: KLIK HER

Ved kaj i Berlevåg: KLIK HER

Strækningen Berlevåg - Båtsfjord: KLIK HER