2001 Fyn Rundt - femte del

FOTO: Stranden ved Agernæs.


Fredag 240801

Sov lidt længe og kom af sted 0930.
Spørgsmålet var, om jeg i dag ville nå Middelfart eller tage en overnatning mere ude – og så slutte turen i Kolding i stedet.
Dagens første stop blev på Agernæs. Herfra videre mod sydspidsen af Æbelø, Ejlinge og Dræet.
Jeg havde ikke fået kigget ordentlig på kortet, så det endte med 3 km roning /stagning over lavt vand (ca. 20 cm) vest for Agernæs, og syd for Æbelø måtte jeg ud af kajakken for at trække/skubbe kajakken hen over 5-10 cm vand mellem adskillige skallebanker.
Det sinkede voldsomt.

FOTO: Kørevejen til Æbelø er ikke altid synlig - da er den under vand, som da jeg passerede hen over.


For at gøre en dum situation værre, så røg jeg øst for Bogense igen ind i lavvandet område, og havde efterhånden bange anelser om ikke at kunne nå at ringe hjem inden 1430.
Jeg nåede det lige netop, og nu var jeg fast besluttet på at dagen i dag skulle være den sidste på turen.
Aftalte med Inge, at jeg ville være fremme i Middelfart mellem 20 og 21.
Nu da beslutningen var taget, gik det ligesom meget lettere fremad.
Pause i Varbjerg og så gennem en rigtig vaskemaskine (bølger – ca. 75 cm - bagfra og fra siden, og en frisk vind fra samme retninger) i det sydvestlige hjørne af Båring Vig.

FOTO: Så er der ikke langt igen, sådan ca. 1 km.


Pause mellem Vejlbyskov og Stavrshoved, og igen 1 km før den nye Lillebæltsbro.

Til sidst skar jeg hjørnerne, og pludselig havde jeg igen selskab af marsvin mellem broerne.

Strømmen i Lillebælt nåede lige netop ikke at skifte retning, så jeg kom hurtigt frem til Middelfart Roklub, hvorfra jeg var startet 5 dage forinden. Ankomst 2010.

Det var historien om hvordan det gik, da jeg i begyndelsen af juli besluttede at det ville blive godt vejr i uge 34, og havde lyst til igen at stifte bekendtskab med det at ro havkajak.

Vejret holdt, og jeg har fået en ny ”darling”, VIVIANE, der er noget af det bedste havkajak jeg kan forestille mig.

Rummelig, stabil, tør, letroet og med en bruttobelastning på ca. 120 kg og en gennemsnitshastighed på > 8 km/t, tillige en meget hurtig havkajak.

Turloggen viser en roet totaldistance på 291 km.