2014 Sommerferie i Ungarn - Budapest dag 3

I dag er der ikke planlagt det helt store.

Inge vil gerne en tur ud for at se Heltepladsen, Zoologisk Have, Ungarns Nationalcirkus og hele parken anlagt i forbindelse med Heltepladsen.

Da vi gik ud for at få fat i en bus 105 til Heltepladsen, kom vi forbi en bygning, som Inge simpelthen ikke kunne få til at passe ind i vores kort.
Viste sig at være Skt. Stephans Basilika.
Vi gik indenfor.
Det var en enormt stor og flot katolsk kirke, rigt dekoreret og med flere mindre og eet stort alter.


FOTOs herover:

Sankt Stephans Basilika.
Ungarns Nationalcirkus - som var lukket på dagen.


Ca. 500 meter før pladsen, på højre side af vejen, var der politiafspærringer langt ud på vejen.
Viste sig at være her, at der var brand i forgårs.
Det var gået ud over et par 5-etagers huse med facade ud til Andrássy utca, huse som havde haft en rigtig flot facade ud mod vejen, ornamenteret med drager og helte over kvisthvælvingerne.
Nærmere betegnet drejede det sig om en del af Kadály Körönd, som er omfattet af UNESCOs Kulturarvsregler.

Youtube video fra branden kan findes her.

Heltepladsen er en stor granit-/marmorbelagt plads, som mod syd vogtes af ærkeenglen Gabriel (på toppen af en 36 meter høj søjle) og Árpád med sine seks fyrster og fyrige heste.


FOTOs herover:

Motiver fra Heltepladsen.


Så gik vi i Zoologisk Have, hvor vi tilbragte ca. 4 timer med at se halvdelen af haven.
Haven er lidt speciel med sin oprindelse helt tilbage til 1866 og bombningen under anden verdenskrig.
Haven bærer præg af at være gammel, men med en masse nye tiltag, og er absolut et besøg værd. Uden at være dyrevelfældseksperter vil vi dog mene, at der er et par dyrearter i haven, som ikke har det alt for godt (monotome  gangarter og -cirkler, samtidig med at overkroppen bliver vugget frem og tilbage).


FOTOs herover:

Søløverne var som sædvanlig i det legesyge hjørne.
Der var især en giraf, som virkede meget interesseret i de 2-benede.


Så gik vi om til det Inge troede var et Cirkusmuseum, men i realiteten viste sig at være et fuldt funktionelt cirkus (Ungarns Nationalcirkus) med over 120 år på bagen - og bare i løbet af de sidste 35 år har mere end 25 millioner tilskuere været gennem tælleapparaterne til over 15.000 forestillinger.

På vej om til Ungarns Nationalcirkus faldt Carlo over et motiv til en annonceret konkurrence i fotoklubben derhjemme.
Langs kantstenen stod en italiensk registreret KIA, omkranset af små træer og med græstotter som stak ud gennem kølergitter og op mellem forskærm og motorhjelm.
Man kan da roligt sige at bilen var "GLEMT", som er konkurrencens emne.

Der blev altså ikke noget museumsbesøg ud af at se Ungarns Nationalcirkus udefra.
I stedet søgte vi ly for den første regnbyge vi har oplevet.
Det foregik ved en lille madbod lige ved siden af Nationalcirkusset.

Efter vi havde købt os en lille paraply gik vi en tur i Byparken i forbindelse med Heltepladsen, og kom omkring et yderst komplekst byggeri - Vajdahunyad-Borgen, som i dag også huser et Lanbrugsmuseum.
Den ligner en meget sammensat bygningsmasse.
Ved opførelsen i 1896 var den tænkt som en midlertidig udstilling, der skulle vise arkitekturens udvikling i Ungarn - og derfor er utallige arkitekturperioder repræsenteret i bygningen. Bygningen blev imidlertid så populær blandt den ungarske befolkning, at den omkring 1905 blev opført som en permanent bygning.
Bygningen ligger som sagt i Byparken - et mægtig stort grønt område med spa-bade, diverse aktiviteter og en masse grønt; et rigtig rekreativt område for en storby som Budapest.


Vajdahunyad-Borgen


Inden vi forlod Heltepladsen blev lige taget en stribe billeder - det skarpe sollys var forsvundet, og himlen havde stadig truende mørke skyer.

Til aften gik vi som sædvanlig om på Cafe Vian Bistró, hvor vi bestilte en gang stegt and med ratatouille, stegt gåselever og kartoffelrösti.
Gåseleveren måtte vi have serveret 2 gange - den første omgang var stadig helt rå og rød indeni - som kompensation skulle vi så kun betale for en person.

I morgen går turen videre til Szeged i lejet bil fra Avis (vores TOMTOM er klar til at modtage ordrer!!).