1994 - langtur fra Göteborg til Moss - første del
SØNDAG DEN 070894
Steffen var som sædvanlig tidlig på den, heldigvis, for familien Rhiger sov nok så sødeligt kl. 0600 da Steffen utålmodigt forsøgte at nedlægge hoveddøren på Ørnsøvej.
Kl. 0615 gik turen mod Frederikshavn, hvor vi var 1 time før afgang, fik købt billetter og for første gang afprøvet hvor meget der egentlig kunne gå ned i de lånte kajakkers lastrum. Alt kunne heldigvis finde plads bag vandtætte skotter og under tætte skruelåg.
Da kajakkerne skulle bæres ombord på katamaranfærgen til Göteborg, var det lige før vi havde fået et større chock.
Sådan en fuldtlastet langturskajek er meget tung.
Ved efterrationalisering regnede vi os frem til at der var mellem 25 og 30 kg bagage/proviant i hver kajak, så kajakkerne fuldtlastede vejede hver 42-47 kg.
Kajakkerne måtte bæres enkeltvis.
Ankomst Göteborg 1130, og efter forgæves at have forsøgt at få matroser, styrmænd, billetpiger, toldere og færgeselskabets information til at låse en gitterport op ind til et sted med kun 30-40 cm høj kajkant, tog vi sagen i egen hånd og entrede hegnet udenom.
Var kajakkerne smuttet ud af hænderne på os her, var de plumpet 2 meter ned, ned på vandspejlet i havnen. Og hvad så med turen??
Så startede den rigtige tur - præcis kl. 1200.
Så er vi klar til start fra havnen i Göteborg, og mange eventyr venter os derude i den svenske skærgård.
Vi roede gennem den ydre del af Göteborg havn til vi mødte en masse sejlbåde, der kom fra nord, og tog så retning mod dem, op mellem skærgårdsøerne.
FOTO: Første pitstop - efter at det ikke lykkedes for motorbådene at få os halshugget.
Første stop efter 1½ times roning foregik i en blikstille lagune, ca. 12 km fra startpunktet.
Et enkelt skjult skær nåede Carlo at stifte bekendtskab med allerede efter 40 min, så den grønne Marita mistede en flis af finnen.
Ved indsejlingen til lagunen måtte vi krydse den trafikerede vandvej - foregik bag om en ca. 30 fods sejlbåd,hvor der var god plads ned til en lille jolle med sejlet sat.
Steffen roede forrest og var nær blevet halshugget af den tynde, usynlige, grønne, nylonline, der forbandt motorsejleren og jollen.
Linen var ca. 80 meter lang OG IKKE AFMÆRKET.
FOTO: Andet pitstop - med indlagt is - inden det går ud i det fri for at finde første overnatningssted.
Turen ud af Göta foregik i magsvejs, hvor kun bølgerne fra myriader af sejl- og motorbåde generede lidt. Nu var vi ude ved kanten af skærgården, og fik fornøjelsen af 7-8 m/sek. vind fra NNØ med tilhørende bølger.
Nu var det sjovt!
Bølger på ca. ½ meter, ind imellem mere, og så var vi kortvarigt væk for hinanden.
Efter yderligere en (is)pause kom vi ud i en strækning på 7-8 km rigtig "vaskemaskine", der viste sig at være værre end først antaget.
Fandt en lille klippeø med pæn lille naturhavn ca. 1730, gik på land og fandt lejrplads kun 30 meter fra vandet.
Her var blødt græs som underlag og højre klipper mod nord og vest - et ideelt sted.
Inden vi smuttede i soveposerne, var vi lige oppe for at nyde solen forsvinde under horisonten.