Onsdag den 18. august 2021
Onsdag efter morgenmaden snupper vi et besøg på det velkendte Fjeld- og Samemuseum i Jokkmokk, inden vi forlader Lapland. Med stop i den virkelig smukke natur omkring Storforsen kommer vi til »Guldbyen«, Skellefterå. Skelleftefältet, som løber fra Skellefterå og cirka 150 kilometer vesterud, er et af verdens mest mineralrige områder og har derfor flere miner med både kobber, zink, bly, sølv og guld. Siden 1940’erne har man støbt guld her i tragterne.
Afgang fra hotellet kl. 0900.
Det var endnu en gang et møgvejr, og vi kunne i morgennyhederne på svensk TV se at der havde været mange ovrsvømmelser i Gävle, og at det samme truede med at blive tilfældet i Falun samt flere andre steder i Dalsland.
Foto's:
Ca. 10 kilometer nord for Jokkmokk, ved Akkats Kraftstation ved sydenden af søen Vajkijaure var der et flot kunstværk på sluseportene. En skam, at ruderne er så kraftigt påvirket af regnen - men prøv at søge på Akkats Kraftstation, og find nogle bedre billeder derfra (jeg skal ikke i konflikt med nogen ved at "hugge billeder fra nettet" for at publicere dem som var de mine egne).
Informationstavler om LAPONIA.
Under en kort periode med næsten nul nedbør holdt vi ind på en rastplads ned til en sø, fik en kop kaffe, samt kiggede lidt på de plancher som LAPONIA (World Heritage in Swedish Lapland) havde sat op.
LAPONIA er området omkring Gällivare og Jokkmokk på i alt 9.400 km2, og er Europas største sammenhængende uberørte naturområde.
LAPONIA er samernes kulturlandskab og består af de fire nationalparker Muddus, Sarek, Padjelanta og Stora Sjöfallet, samt naturreservaterne Sjaunja og Stubba med de tilliggende områder ved Sulitjelma, Tjuoltadalen og Rapadalens delta.
Fremme ved "Fjeld- og samermuseet Ájtte" i Jokkmokk kl. 11 blev bussens passagerer delt i 2 halvdele (af hensyn antal pladser i cafeteriet).
Den ene halvdel gik på en times opdagelse i det særdeles flotte og righoldige udvalg af udstillingsgenstande og plancher på museet, medens den anden halvdel indfandt sig i cafeen for at spise frokost.
Museet fortjener besøg i mere end 1 time (eller 45 minutter) - vi kunne have brugt næsten en hel dag på stedet, så spændende, interessant og oplysende var udstillinger, plancher og audiopræsentationerne.
Det smarte var, at museet var indrettet med en masse separate rum som hver især fortalte sin egen historie: tidens gang, nybyggerliv, påklædning og sølv, undervejs, Laponia, isnende vandring, værktøjer, egenproduktioner, håndarbejde, jagtbytte, rendrift o.s.v. o.s.v..
Foto's:
Imponerende resultat af hjemmesyslerne i løbet af de lange, mørke vinterdage.
Kommer man til stedet skal det ikke være entreprisen som afskrækker: s.kr. 100,- for en voksen.
Kl. 12 var der skiftetid, og afgang fra museet kl. 1245.
Frokosten bestod for stort set alles vedkommende af buffet med 2 slags renkød, kartofler, salat og tyttebærsylt.
Efterfølgende kaffe ad libitum. Pris pr. person SEK 110, svarende til DKR 77 - billigt.
Så fortsatte turen mod syd og øst indtil vi ramte Storforsen ved landsbyen Bredsel i Älvsbyns kommune.
Storforsen er del af Piteälven og Europas største, utæmmede strømfald (rigtig husket - det var på broen med både jernbane og vejtrafik at vi krydsede Piteälven med Inlandsbanan for nordgående for et par dage siden).
Storforsen i sin totale længde er på ca. 5 kilometer med et samlet fald på 82 meter.
Der hvor man har bygget udsigtsplatform og sat oplysningsskilte op, har Storforsen et fald på ca. 60 meter over en 200 meter lang strækning - så det ser voldsomt ud.
Storforsens gennemsnitlige vandgennemstrømning er på 250 m3 i sekundet, og har en endnu større vandføring i anden halvdel af juni når smeltevandet fra de højeste bjergtinder i nærheden når frem.
Det behagede vejrguderne at holde tørvejr fra vi ankom til Storfossen, og så stort set resten af dagen.
Vores guide fik ikke nævnt så meget som en stavelse om Skelleftefället, det mineralrige område og alle kobber-, zink-, bly-, sølv- og guldminer som lovet i rejsebeskrivelsen.
Han koncentrerede sig i stedet om at fortælle om endnu en kirke opført for at kristne samerne, og den besøgte vi så.
Foto's:
Nogle af husene i "Älvsbyns kyrkestad" - som de blev opført for flere hundrede år siden.
Det var helt forfriskende at se navneskiltene ved de enkelte bede. Der er gang noget integrationsarbejde her - ingen tvivl.
Kirken ligger i Älvsbyn og er meget flot ud- og indvendigt.
Det der er det specielle ved kirken er, at der som andre steder blev opført lapphytter/lapphuse, hvor samerne kunne bo medens de var i byen til det årlige marked, i håbet om at de så også aflagde besøg i kirken, blev kristnet og fik ordnet bryllupper, barnedåb m.v. medens de nu alligevel var i byen.
Det der er det specielle er, at alle lapphytterne stadig står som de blev opført for flere hundrede år siden - og det er det eneste sted i Sverige at det er lykkedes at bevare lapphytterne intakte for eftertiden.
I dag fungerer størstedelen af de oprindelige huse som lejemål eller som kommunale "Bed & Breakfast" under betegnelsen Älvsbyns kyrkstad.
Mellem Älvsbyns kyrkstad og kirken opdagede fotografen et større grønt område, hvor blå skilte på små pæle talte sit tydelige sprog: Her var der tale om et integrationsprojekt for børnene, som havde fået hver sit lille bed med blomster og grøntsager at holde styr på - flot.
Overnatning på "Quality Hotel Skellefteå Stadshotell".
I morgen skal vi af sted fra hotellet kl. 0845 for at lugte og smage Västerbottenost.
